Badebold efterlyses i Grønland

Lyt til artiklen

Står De for at skulle et smut til Grønland? Så vær venlig at holde udkig efter en mandsstor gul badebold. Dens ejer, Alberto, savner den. Badebolden er faktisk en robot til udforskning af Mars. Forskeren Alberto Behar fra NASA's Jet Propulsion Lab har arbejdet med den idé, at robotter til udforskning af Mars kunne laves meget mere enkelt end de sekshjulede køretøjer, som NASA for nylig sendte til den røde planet, skriver bladet Polarfronten. Lettere end sekshjulet robot Idéen er, at en stor badebold kan lade sig fragte af sted med vinden. Måleudstyret, batterier m.m. er indeni. På den måde kan man spare vægten til motorer, komplicerede hjulophæng og andet, der optager pladsen og vejer til på de sekshjulede rovere. Vinden kan blæse bolden af sted, hvis den blot er kraftigere end 5 meter i sekundet (moderat brise), skriver Polarfronten. Ca. hvert 20 minut lukker badebolden luft ud af sig selv og lægger sig til ro som en halvflad bold. Så udfører den sine målinger, hvorefter den puster sig selv op (med en lille batteridrevet pumpe) og triller videre til næste måling. »Det lyder som en meget smart idé«, siger Søren Larsen fra Forskningscenter Risø. Ud over at være programleder på Afdelingen for Vindenergi interesserer han sig også for vejret på Mars. Lokale støvstorme Atmosfæren på Mars er meget tynd (en procent af Jordens), derfor skal vinden være ti gange så kraftig som på Jorden for at give samme pres på bolden. Men det er også muligt, fortæller han. »Mars' atmosfære er fyldt med små lokale støvstorme, der når op på vindhastigheder, hvor hastigheden når op på 50-60 meter pr. sekund. De skulle kunne flytte sådan en bold«, siger han. Prototypen Tumbleweed - opkaldt efter de vindhekse, som kendere af spaghettiwesterns vil vide altid skal passere billedet før den afgørende skudduel - blev testet på Grønland fra 1. til 10. august. I den periode flyttede den sig 131 kilometer, men derefter mistede forskerne kontakten til den. Alberto Behar vil dog gerne høre fra folk, der eventuelt ser badebolden, da han gerne vil have udstyret indeni tilbage. Behar kan kontaktes på alberto.benar@jpl.nasa.org.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her