Rigspolitiet har måttet udbetale næsten 90.000 kroner til to asylansøgere, fordi Østre Landsret holdt dem frihedsberøvet i urimelig lang tid. Den ene, en mand fra Armenien, var uberettiget indespærret i 111 døgn og er derfor tilkendt 66.800 kroner. Den anden, der er fra det tidligere Jugoslavien, sad 29 døgn for længe bag tremmer og har fået 19.900 kroner, oplyses det i rigspolitiet. Beløbene er baseret på de takster, som rigsadvokaten har fastsat. Begge mænd blev fængslet på grund af banale tyverisager. Men fængslingen blev udstrakt alt for længe, fastslog Højesteret i to principielle afgørelser tidligere i år. Der var et misforhold mellem forseelserne og de langvarige indespærringer, mener dommerne, som dermed forkastede de kendelser, der var afsagt af landsretten.
Penge til fængslede asylansøgere
Lyt til artiklen