Et øjebliks uopmærksomhed kostede i sommer ni mennesker livet, da en ung chauffør mistede herredømmet over sin lastbil, så anhængeren kom i slinger og ramte en minibus. Nu koster ulykken ved Viborg den 19-årige chauffør 20 dagbøder à 250 kroner - i alt 5.000 kroner. 19-årig skyldig i uagtsomt manddrab Retten ved Viborg fandt chaufføren fra Løsning ved Horsens skyldig i uagtsomt manddrab. Manden erklærede sig uskyldig, men retten vurderede, at manden forvoldte syv plejehjemsbeboere og de to plejeres død, i hvad der er danmarkshistoriens værste trafikulykke på landevej. Derudover skal den 19-årige bestå en ny køreprøve, før han igen må køre lastbil. Anklager og forsvarer mente begge, at en række uheldige omstændigheder førte til ulykken. Det kom eksempelvis frem under retssagen, at tiltalte kun havde få måneders erfaring. Desuden havde han festet flere dage i træk i feriebyen Løkken og var aftenen inden ulykken gået i seng klokken ni, men skulle allerede op klokken et om natten - fire timer senere. Ifølge chaufføren selv var han døsig under kørslen. Om selve ulykken forklarede chaufføren, at han pludselig mærkede, at bilen skred ud til højre. Han prøvede at rette lastbilen op. Det lykkedes ikke, og kort efter hørte han et højt brag. Parter uenige om tolkning af ulykkens forløb Anklager og forsvarer var uenige om, hvordan man skulle tolke chaufførens reaktion, da lastbilens ene hjulsæt kom ud i rabatten. Anklageren støttede sig til Statens Bilinspektion, der i sin undersøgelse konkluderede, at ulykken ikke havde udviklet sig så voldsomt, hvis chaufføren blot havde bremset lastbilen frem for at forsøge at rette den op. Forsvareren holdt på, at chaufføren ikke havde været uagtsom, men blot handlet, som enhver anden bilist ville have gjort i situationen. Ulykken skete 21. juli om formiddagen på Skivevej i Fjends Kommune nær Viborg. Syv ældre fra plejecentret Virklund i Silkeborg og to medarbejdere var på sommerudflugt til øen Fur. Den tur endte brat lidt før klokken 11. Chaufføren mistede kontrollen over lastbilen. Anhængeren, der var fyldt med kyllingeaffald, kom i slinger og svingede over i minibussens kørebane, som den ramte og sendte 31 meter baglæns. Minibussen brød i en eksplosiv brand og udbrændte, inden redningsfolk kunne redde passagerer og chauffør ud. Fartgrænsen på strækningen er 70 km/t. Ifølge chaufføren selv kørte han 80 km/t, men politiet sigtede ham for at have kørt 90 km/t. Lastbilens fartskriver, der skal tjekke, at chaufførerne overholder hastighedsgrænsen, virkede dog ikke, og de tekniske undersøgelser kastede ikke yderligere lys over lastbilens fart. Manden blev dog dømt for at have kørt 90 km/t. Unge lastbilchauffører i få ulykker Ulykken fik flere politikere til at kræve skærpede krav til unge lastbilchaufførers uddannelse. Et forslag var at hæve aldersgrænsen for, hvornår unge chauffører må sætte sig bag rattet, til 21 år. Forslaget blev dog hurtigt skudt ned som en hovsaløsning, da unge lastbilchauffører mellem 18 og 21 kun er involveret i to procent af lastbilulykkerne. René la Cour Sell: Dommen er rimelig Direktør i Rådet for Større Færdselssikkerhed René la Cour Sell kender ikke sagens forløb til bunds, men vurderer umiddelbart, at dommen lyder rimelig. »Når vi vurderer den slags domme, tager vi udgangspunkt i, om chaufføren handlede fortsætligt - altså om han med vilje kørte uforsvarligt. Samfundet fælder de hårde domme over dem, der kører hasarderet, meget for stærkt eller påvirket af spiritus samt over dem, der gentagne gange bryder loven. Den unge mand gjorde sig tilsyneladende ikke skyldig i nogen af delene«, siger direktøren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























