Flere børn får lykkepiller

Lyt til artiklen

2.200 danske børn og unge under 18 år var sidste år i behandling med de såkaldte lykkepiller. Heraf var 679 under 15 år, og i den aldersklasse er der næsten sket en tredobling på fire år. De europæiske sundhedsmyndigheder prøver i øjeblikket at finde fælles fodslag i deres holdning til brug af de antidepressive SSRI-midler - i folkemunde lykkepiller - til børn og helt unge. Ingen retningslinjer foreløbigt Baggrunden er nogle tilfælde fra England, hvor et af præparaterne, Seroxat, har givet alvorlige bivirkninger i form af selvmordstanker og voldelig adfærd hos nogle børn. »Men vi mener, at der er grund til at kigge på hele gruppen af SSRI-midler i forbindelse med børn. Det foregår i øjeblikket i det europæiske lægemiddelagenturs faglige rådgivningsorgan, og en indstilling derfra ventes at være klar i januar«, siger kontorchef i Lægemiddelstyrelsen Per Helboe. Indtil da kommer der ikke nye retningslinjer eller advarsler om børn og lykkepiller ud fra Lægemiddelstyrelsen. Der ligger i forvejen en vejledning fra Sundhedsstyrelsen fra 2001, hvori det slås fast, at der mangler dokumentation for virkningen af lykkepiller på børn under puberteten, og at man ikke ved, hvordan medicinen påvirker en hjerne i udvikling. Restriktioner Sundhedsstyrelsen indskærper derfor, at andre behandlingsformer som for eksempel psykoterapi skal overvejes, før man griber til medicinsk behandling af depression hos børn og helt unge, og at diagnosen under alle omstændigheder altid skal stilles af en specialist i børne- og ungdomspsykiatri. De praktiserende læger må ikke selv udskrive lykkepiller til mindreårige. Lægemiddelstyrelsen har i alt indberetninger om 1.599 tilfælde af bivirkninger ved lykkepiller, men tallet er ikke splittet op, så man kan se, hvor mange af dem der vedrører børn. Professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet, overlæge Per Hove Sørensen, betegner de danske sundhedsmyndigheders holdning til lykkepiller og børn som »restriktiv«. Sammen med læge Merete Juul Sørensen, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov, udgiver han i dag en ny bog med titlen 'Om børn og unge med depression'. »Der findes nye undersøgelser, som viser, at SSRI-midlerne faktisk virker på børn og unge med depressioner. Det er rigtigt, at der ikke er lavet så mange undersøgelser på børn som på voksne, men når Lægemiddelstyrelsen siger, at der stadig mangler dokumentation, er den ikke helt opdateret«, siger Per Hove Sørensen. »Det er rigtigt, at vi ikke har langtidsundersøgelser af eventuelle virkninger på hjernen hos børn, som har fået pillerne. På den anden side har præparaterne været i brug siden 1989, og der er ikke noget, som har givet mistanke om senere bivirkninger«. Ingen overbehandling Per Hove Sørensen er ikke foruroliget af tallene for børn og unge i behandling med lykkepiller. »Befolkningsundersøgelser fra Sverige og Norge tyder på, at én procent af børn i skolealderen og fire-seks procent af de unge lider af depression. De danske tal for børn og unge i behandling ligger på 0,2 procent af børnene i aldersgruppen under 15 og omkring én procent af de unge. Og da midlerne i den aldersgruppe også bruges til behandling af tvangstanker og tvangshandlinger, er der intet, der tyder på overbehandling«, siger han. Han mener snarere, at depression er en underdiagnosticeret sygdom blandt børn og unge. Hans medforfatter på bogen er i gang med en undersøge det forhold. Sikkerhed i diagnosen Til gengæld er det vigtigt, at man er sikker på diagnosen, før man griber til behandling. Depressive symptomer hos børn kan skyldes mange andre ting som vantrivsel i skolen, mobning eller problemer i familien. »Under alle omstændigheder vil man som regel først prøve med psykosocial støtte og måske psykoterapi . Medicinsk behandling er sjældent første skud i bøssen«, siger Per Hove Sørensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her