Bukstis hjemmeside langer ud efter fartsyndere

Lyt til artiklen

Tidligere trafikminister Jacob Buksti har været en af Socialdemokraternes bannerførere i kampen mod regeringens forslag om at indføre højere hastigheder på de danske motorveje, og han har ved flere lejligheder krævet skærpede straffe til dem, der kører for hurtigt. Jacob Buksti har på sin hjemmeside skrevet en artikel under overskriften "De fartgale dræber". Her argumenterer han for, at det kan koste menneskeliv ikke at overholde hastighedsbegrænsningerne. Lørdag blev Buksti standset af en politibetjent på motorvejen tværs over Sjælland med en fart på 173 kilometer i timen. Det koster en bøde, og torsdag valgte han at trække sig som næstformand i Færdselssikkerhedskommissionen. Det var lyst og der var ingen trafik Efter Ekstra Bladets afsløring af fadæsen måtte Jacob Buksti indrømme, at han havde begået en dumhed: »Jeg plejer aldrig at køre for stærkt, men den dag var det helt lyst, og der var ingen andre trafikanter på vejen«, siger Jacob Buksti til Ekstra Bladet. Buksti har ikke tidligere givet udtryk for, at lysforhold og øde veje kan være en undskyldning for at sætte farten i vejret. På hjemmesiden skriver han blandt andet: "For høj hastighed er årligt årsag til flere hundrede danskeres død. Der bliver kørt for hurtigt på de danske veje, og det kan have konsekvenser for andre end bilisten selv, herunder de bløde trafikanter - cyklister og fodgængere". Nævner ikke motorvejene Hastigheden på motorvejene omtaler Jacob Buksti ikke i sin artikel. Artiklen ligger på hjemmesideadressen Internetpartiet.dk, som er en lille samling af Socialdemokratiske folketingsmedlemmers hjemmesider. Mange har benyttet sig af muligheden for at stille spørgsmål til Jacob Buksti på hjemmesiden. I indlæggene stiller flere spørgsmål ved Bukstis dømmekraft som politiker og ved, om det nu også var en engangsforteelse, at han kørte så stærkt. TV2 fulgte efter politikere Det er ikke første gang, at de danske parlamentarikere er blevet taget i foragt for færdselsloven. I januar i år fulgte TV2/Nyhederne efter økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), da han af sin chauffør blev kørt fra København til bopælen på Fyn. Her kørte ministerbilen 150 kilometer i timen på motorvejen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her