Våbenfabrik bryder miljølove og truer gråsælen

Lyt til artiklen

Den sjældne gråsæl er blevet endnu mere truet, efter at våbenfabrikanten Weibel Scientific i strid med flere miljølove har anlagt en havn på den lille Hesselø ud for Hundested i Nordsjælland. »Vi ser det som en alvorlig overtrædelse af lovgivningen«, siger biolog Vilhelm Dalgaard fra amtet. Han henviser til, at havnen både er ulovlig i henhold til fredningslovgivningen, miljølovgivningen og EU-reglerne om beskyttelse af de såkaldte habitatområder. Usikker fremtid for gråsæl Weibel har også forlænget den gamle flyveplads på øen, men den disposition er ifølge amtet et mindre problem. Det er den 5.000 kvadratmeter store havn, som kan true gråsælerne. Fremtiden for arten er ifølge Danmarks Miljøundersøgelser i forvejen usikker, fordi den danske bestand er nede på blot 20 dyr. Og havneanlægget blev bygget i sælernes ynglesæson. »Vi mener, at der er sket en forringelse af levestederne for gråsæl og spættet sæl«, siger Vilhelm Dalgaard. Hovedaktionæren i Weibel, civilingeniør og mangemillionær Erik Tingleff Larsen, købte i december de 71 hektar ø i Kattegat af advokat Christian Kjær og virksomheden F.L. Schmidt for 12,5 millioner kroner. Fabrik holder formål hemmeligt Våbenfabrikanten, der kalder sit Pentagonlignende hovedkvarter i Allerød 'Fort Weibel', producerer blandt andet de radarer, der sidder på kanonløbet af Leopardkampvognene. Der var således allerede ved købet stor undren over, hvad den fredede ø skulle bruges til. Og det er stadig en hemmelighed - også for Frederiksborg Amt, der ellers har forsøgt at få et svar i flere uger. Amtet kræver havneanlægget fysisk lovliggjort - det vil sige fjernet - inden sælernes næste ynglesæson i april. Weibel har lagt op til en retslig lovliggørelse, det vil sige en dispensation fra Kystdirektoratet under Trafikministeriet. Fyrtårn og vejrstation Weibels argument er »væsentlige samfundsinteresser«, blandt andet fordi der er et fyrtårn og en DMI-station på øen. Begge dele er dog som hovedregel ubemandet og har således ikke brug for en havn. Ifølge dagbladet Information har Kystdirektoratet da også understreget i et brev til Weibel, at der er »flere forhold, der indebærer overtrædelse af gældende bestemmelser«. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Weibels ejer Erik Tingleff Larsen. Virksomhedens administrerende direktør, Peder Pedersen, afviser at kende til sagen, og Weibels advokat, Niels Erik Nielsen, fra Bech-Bruun Dragsted ønsker ikke at udtale sig. Weibel skal nu udarbejde tegninger af havneanlægget og sende dem og en udtalelse til Frederiksborg Amt og Kystdirektoratet, så de kan tage stilling til sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her