Fremtidens værnepligtige kan se frem til højere løn. Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) mener, at der er behov for en lønstigning til de værnepligtige, når værnepligten skal ændres som led i den kommende reform af forsvaret. »Jeg synes, at det vil være rimeligt at se på, om ikke de værnepligtige trænger til en regulering opad«, siger Svend Aage Jensby. »De værnepligtige er meget utilfredse med deres lønforhold, og det er vi nødt til at tage alvorligt«. SU-løn I dag får de værnepligtige i de første fire måneder en løn, der svarer til SU. Det vil sige 4.425 kr. om måneden plus et skattefrit kosttilskud på 2.890 kr. Herefter er månedslønnen 13.268 kr. Forsvaret og et bredt politisk flertal er enige om, at fremtidens værnepligt skal være kortere og rettet mod totalforsvar. De værnepligtige skal have en kort grunduddannelse både militært og i beredskab. Med mulighed for at vælge længere værnepligt og for at blive ansat i forsvaret. Det gamle system er færdigt Flere partier støtter tanken om, at højere løn skal være en del af reformen. »Vores udgangspunkt er, at det vil være klogere helt at droppe værnepligten. Men hvis det ikke ender der, så er det helt nødvendigt at se på aflønningen. Vi kan ikke køre videre med det nuværende system«, siger tidligere forsvarsminister Jan Trøjborg (S). Løn og arbejdsforhold garanterer rekruttering Også de konservative og Dansk Folkeparti er klar til et lønløft. »Det er vigtigt at vi sikrer en attraktiv værnepligt, så vi får en god og bred rekruttering til forsvaret«, siger forsvarsordfører Peter Skaarup (DF). Den sammenhæng påpeger også de værnepligtiges organisation. »Ved at forbedre løn og tilbyde gode arbejdsforhold og en moderne værnepligt får de værnepligtige et bedre indtryk af, hvad det vil sige at være ansat i forsvaret. Det kan få flere til at fatte interesse for at blive i forsvaret efter værnepligten«, siger talsmand fra Værnepligtsrådet Johannes L. Fonnesberg. En væsentlig grund til, at både forsvaret og politikerne ønsker at bevare en kort værnepligt er netop muligheden for at rekruttere til den kommende professionelle udrykningsstyrke.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























