»Windows 2000 professionel« står der på det hvide lærred bag de fire gardere i fuld uniform og bjørneskindshue. De venter og står ret, og det samme gør de godt tres andre værnepligtige i mødesalen på Høveltegård. For selv om man er til fagpolitisk møde, skal der 'rettes af', når de værnepligtiges talsmænd mødes for at drøfte deres forhold i almindelighed og værnepligtens fremtid i særdeleshed. I hvert fald når de skal i clinch med selveste forsvarschefen. Første oplæg fra forsvaret Men det kniber et par minutter med den militære præcision, så der må ventes lidt, inden garderne kan trutte velkommen til forsvarschef Jesper Helsø. »Værsgo, rør og sid ned«, lyder velkomsten fra Helsø, som så overtager det hvide lærred med grafik og organisationsskemaer, der beskriver forsvarschefens udspil til reform af forsvaret. »Vi kan ikke skære flere skiver af pølsen nu. Vi skal til at producere en helt ny pølse«, siger Helsø for at forklare, hvorfor forsvarets ledelse for lidt over en måned siden valgte at komme med sit eget forslag til, hvordan »en pølse til 18 mia. kr. skal se ud« med den sikkerhedspolitiske virkelighed af i dag. Det er første gang, forsvaret selv har valgt at lave et oplæg til de politiske chefer. I foråret skal partierne blive enige om et nyt femårigt forsvarsforlig, som skal træde i kraft fra 2005. Kort værnepligt Et vigtigt element i udspillet er et forslag om fremtidens værnepligt. Kravet er en kort værnepligt rettet mod totalforsvar, mener forsvarsledelsen og med den et bredt politisk flertal. Med indbygget mulighed for at hverve til en mere professionel reaktionsstyrke til hurtig udrykning til internationale opgaver. Helsø understreger, at forslaget om kun tre måneder mest skal forstås som en provokation for at gøre reformbehovet helt klart. Han har hverken lagt sig fast på tid eller indhold endnu. To timer brugte forsvarschefen i går på debat med de værnepligtige om sit udspil. Men lige lidt hjalp det. De værnepligtiges talsmænd er simpelt hen imod ideen om totalforsvarsværnepligt. De mistænker forsvaret for bare at ville bevare en kort værnepligt, for på en billig og nem måde at rekruttere til de professionelle enheder. »Vi undrer os over, at forsvaret vælger at komme med et politisk oplæg. Ikke et militærfagligt oplæg om, hvad indholdet i værnepligten bør være«, siger Jonas Holm Nielsen fra Værnepligtsrådet. »Det tyder på, at det alene handler om et politisk ønske om at bevare værnepligten«. De værnepligtige mener, at forsvaret bør satse på at tiltrække folk ved at blive en attraktiv arbejdsplads. Ikke ved at tvangsudskrive dem. Og modstanden er udbredt. Trods forsvarschefens ihærdige indsats stemte 56 ud af 59 for en resolution, der fastslår, at hvis det ender med totalforsvarsværnepligt, så kan de værnepligtige ikke støtte en fortsat værnepligt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























