Passagererne i et fly i Københavns Lufthavn i Kastrup blev torsdag formiddag evakueret, da der var frygt for, at der var opstået brand. Flyet tilhører selskabet Cimber Air og var på vej ud til startbanen, da der blev opdaget røg. Samtlige 27 om bord blev evakueret ad dørene, oplyser Københavns Politi. Røg fra motorbremse Angiveligt kom røgen fra en motorbremse, som havde sat sig fast, siger politiets talsmand, Flemming Steen Munch. Flyet skulle til Wroslau i Polen. Passagererne blev kørt til et særligt opsamlingssted, hvor de blandt andet blev tilbudt krisehjælp. Ingen kom til skade.
Passagerer evakueret fra fly i Kastrup
Lyt til artiklen