Flertal for barselsfond

Lyt til artiklen

En central barselsfond, som fordeler udgifterne til barselsorlov på alle brancher og arbejdsgivere, er sikret et politisk flertal. Som noget nyt erklærer også de konservative sig nu parate til at lovgive på området, hvis arbejdsmarkedets parter ikke selv leverer en acceptabel model. Folketinget bakkede i maj op om et beslutningsforslag fra de radikale, der pålægger regeringen at udarbejde en analyse af de samfundsmæssige konsekvenser af en national barselsfond. Analysen skal være færdig senest 1. april. Politiske flertal Men allerede nu tegner der sig et klart politisk flertal for fonden. Spørgsmålet er kun, hvordan sådan en fond skal se ud, og i hvilket regi den skal oprettes. »Det bedste ville være, hvis arbejdsmarkedets parter tog têten. Men jeg er ikke i tvivl om, at det også kræver lovgivning. De 20-30 år, vi skulle vente på det område er ventet, så der skal ske noget nu«, sagde Socialdemokraternes ligestillingspolitiske ordfører, Mette Frederiksen, da partiet i går præsentere et nyt, samlet ligestillingsudspil. Barselsfonden er ikke kun med i det socialdemokratiske udspil, men optræder også centralt i det oplæg om ligestillingspolitik, som Kristeligt Folkepartis ordfører på området, Bodil Kornbek, lørdag præsenterer på partiets landsmøde. Kristeligt Folkeparti opfordrer også arbejdsmarkedets parter til at inddrage fuld løn under barsel i de kommende overenskomster, fordi det vil tilskynde flere fædre til at tage del i orloven. SF og Enhedslisten støtter også en central barselsfond, og ligestillingsminister Henriette Kjær (K) har aldrig lagt skjul på, at hun personligt går ind for ideen. Konservativ støtte Men først i torsdag kom den officielle udmelding fra de konservative i form af en udtalelse fra den politiske ordfører, Pia Christmas-Møller. »En central barselsfond vil være klar konservativ ligestillingspolitik. Kvinder skal ikke stemples som dyrere arbejdskraft, fordi de føder børn, der skal have omsorg og pleje under barsel i barnets første leveår«, skriver Pia Christmas-Møller i en pressemeddelelse. »Som det er i dag, er der også mange brancher og mindre virksomheder, der rammes urimeligt hårdt af de udgifter, som skal afholdes i forbindelse med en barselsorlov«, siger Pia Christmas-Møller. Også LO støtter en barselsfond, der fordeler udgifterne og stiller de to køn mere lige på arbejdsmarkedet. Derimod har KTO, som er forhandlingsfællesskab for 650.000 ansatte i amter og kommuner, vendt sig mod ideen om en central fond. De offentligt ansatte har fuld løn under barsel, og KTO frygter, at det vil koste arbejdspladser, hvis de offentlige arbejdsgivere også skal betale til en central fond.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her