Ikke færre end syv personer skal mandag i vidneskranken i sexchikanesagen mellem politikeren Anders Møller og hans tidligere sekretær, som Møller har stævnet for injurier. Et af vidnerne er ingen ringere end Folketingets formand, Christian Mejdahl (V). Skal redegøre for forlig Han skal forsøge at redegøre for sin rolle, da han som Venstres gruppeformand i august 2002 sammen med partisekretær Jens Skipper Rasmussen indgik et hemmeligt forlig med sekretæren. Et forlig, som blandt andet gav hende 30.000 kroner i erstatning for de påståede krænkelser, og som sagens hovedperson, Anders Møller, hårdnakket erklærer først at have fået kendskab til omkring tre måneder efter, at det blev indgået. Mail fra Mejdahl Den tidligere Venstrepolitiker, som har taget konsekvensen af sagen og i dag er løsgænger, fastholdt således ved det første retsmøde for små 14 dage siden, at han trods utallige anmodninger først fik kendskab til forligets fulde indhold 20. november sidste år. Det var den dag, da Christian Mejdahl sendte Anders Møller en mail og bad ham om selv at betale de 30.000 kroner. »Det er jo dig, der har forvoldt problemet«, skrev den tidligere gruppeformand. Møller afviser alt Anders Møller har hele vejen igennem nægtet sig skyldig i sexchikane og har derfor også afvist at betale erstatningen. Han mener, at hans gamle parti dømte ham på forhånd og handlede hen over hovedet på ham, da det indgik forliget med sekretæren. Hans advokat har da også grundlæggende bemærket, at to parter ikke indbyrdes kan indgå en aftale om, at en tredje part skal betale. Sekretærens forklaring Mandag er også dagen, hvor Anders Møller og offentligheden langt om længe får at vide, hvilke helt konkrete anklager sekretæren fremførte over for Venstres ledelse. Det har hidtil svævet i det uvisse og er en af grundene til, at Anders Møller har trukket hende i retten. Der falder dom i sagen på onsdag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























