Socialdemokratiet vil alligevel ikke forbyde prostitution i Danmark. Derimod kræver partiet et etisk regelsæt, der pålægger udsendte for den danske stat i udlandet at holde sig fra at købe sexydelser. Forbilledet er den norske model, der er døbt 'business med bukserne på'. Forslaget er en del af et samlet ligestillingsoplæg, som partiet præsenterer i denne uge. Med det dropper Socialdemokraterne det udspil, som partiets nuværende ligestillingsordfører Mette Frederiksen kom med for et år siden, hvor hun krævede kriminalisering af prostitutionens kunder. »Hvis vi troede, at det kunne fjerne prostitutionen at lovgive på området, ville vi gøre det med det samme. Men vi har diskuteret det og tror ikke, at et forbud vil have den bedste effekt«, siger Thomas Adelskov (S), som sammen med Mette Frederiksen har siddet i den arbejdsgruppe, der har udarbejdet oplægget. Flere midler til kampen mod kvindehandel Derimod vil partiet styrke oplysning og forebyggende arbejde for at holde unge ude af prostitutionen. Der skal også flere ressourcer til kampen mod handel med kvinder og mere hjælp til de udenlandske prostituerede, som sendes tilbage til deres hjemland. »Når vi kræver 'business med bukserne på', skal det ses i forlængelse af kampen mod kvindehandel. I mange lande er prostitution - også blandt handlede kvinder - en væsentlig del af den kvindeundertrykkelse, der finder sted«, siger Thomas Adelskov. Udspillet vender sig også mod seksualisering af det offentlige rum, hvor porno og reklame efter partiets mening smelter sammen. Uacceptabel reklame »I øjeblikket diskuterer vi kulturkamp og værdier, og det handler efter min mening ikke om, hvad der skete i 1970'erne, eller hvem der fik lov til at skrive i et skoleblad. Det handler meget mere om, hvilke værdier og forestillinger vi giver vores børn. Og det er uacceptabelt, at ugeblade, musikvideoer og reklamer smækker bare kvinder op i hovedet ikke kun på os, men også på børnene«, siger Thomas Adelskov. Socialdemokraterne vil have øgede ressourcer til forbrugerombudsmanden, så han i højere grad bliver i stand til at overvåge reklamebilledet. Samtidig ønsker partiet, at reklamebranchen selv formulerer etiske regler på området. Til gengæld skal kvinderne mere til orde og repræsenteres bedre inden for kulturen. Derfor ønsker partiet en mere ligelig kønsfordeling i kulturinstitutionernes bestyrelser og indkøbsudvalg. Det gælder også i Danmarks Radio. V og K tror ikke på statsligt kodeks Udspillet bliver mødt med blandede reaktioner fra andre ligestillingsordførere. Ligestillingsminister Henriette Kjær (K) meldte allerede sidste vinter ud, at hun efter grundige overvejelser ikke går ind for et statsligt kodeks for 'business med bukserne på'. Og det er Venstres ligestillingsordfører, Troels Lund Poulsen, enig i. »Jeg har svært ved at se, hvordan det kan håndhæves. Derimod går jeg ind for, at organisationer og private selv laver adfærdsregler for, hvordan deres udsendte medarbejdere skal opføre sig - som LO for eksempel allerede har bebudet«, siger han. »Til gengæld er jeg enig i, at vi stadig skal prioritere bekæmpelse af den organiserede kriminalitet omkring handel med kvinder. Troels Lund Poulsen tror ikke på lovgivning eller regler for pornoficering af reklamer. »Det er svært som lovgiver at blande sig i, og der er stor forskel på, hvad der støder folk. Jeg tror, at forbrugerne selv kan regulere det område. Der har allerede været tilfælde, hvor firmaer har været nødt til at trække reklamer tilbage«. Heller ikke Dansk Folkepartis ligestillingsordfører Louise Frevert vil blande sig i reklamebranchens budskaber. »Det må markedsmekanismen ordne«, siger hun, som heller ikke går ind for et adfærdskodeks for udsendte. SF støtter reklamekontrol Derimod støtter SF's Kamal Qureshi en øget kontrol med reklamernes pornografiske indhold, og det samme gør Naser Khader fra de radikale. »Jeg tror ikke på frivillige aftaler omkring reklamer«, siger Kamal Qureshi. »Men det er vigtigt ikke kun at se på seksualisering af reklamerne - det er også galt med det stereotype billede af kønsrollerne, der stadig formidles af reklamen«. Hverken SF's eller de radikales folketingsgrupper har taget stilling til et kodeks om 'business med bukserne på'. Men begge ordførere mener, at det i givet fald må omfatte statens embedsmænd både på tjenesterejer i udlandet og herhjemme. »Ellers er det dobbeltmoralsk«, siger Naser Khader. Kristeligt Folkeparti ønsker som det eneste parti i Folketinget at kriminalisere køb af seksuelle ydelser. Partiet går ind for 'business med bukserne på'. Det fremgår af det oplæg til ligestillingspolitik, som partiet præsenterer på sit landsmøde på lørdag. Socialdemokratiet holder indtil videre resten af partiets ligestillingsudspil tæt ind til kroppen. Dog er det allerede sivet ud, at det også omfatter en forbedring af fædres retsstilling i forbindelse med skilsmisser.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























