Svenske fupregninger til danskere

Lyt til artiklen

Omkring 10.000 danskere, der har fritidshuse eller anden fast ejendom i Sverige, modtager i disse dage en opkrævning på 1.350 svenske kroner for »kommunal affaldshåndtering for året 2003«. Det er et svensk fupfirma, Kommunal Avfallshantering i Sverige AB, der har udsendt opkrævningerne, som intet har at gøre med den kommunale renovation. »Vi har de seneste døgn modtaget over 500 henvendelser fra vore medlemmer, som ikke kan forstå, hvad det drejer sig om. Vi advarer alle mod at betale og beder dem anmelde sagen til de svenske myndigheder«, fortæller Ivan Larsson, formand for foreningen af Danske Torpare, der har 5.600 medlemmer ud af de mellem 10.000 og 12.000 danskere, der har hus i Sverige. Svenske advarsler Firmaet, der har to brødre Viklund som ejere, har ikke blot fået fat i navne, adresser i Danmark og matrikelnumre på danske husejere, men også på tyske og norske, i alt mellem 20.000 og 30.000 personer. I svensk radio, på tyske og svenske hjemmesider advarer man mod svindelen. Jurister i den svenske forbrugerstyrelse, Konsumentverket, undersøger nu det falske firma og er parat til et retsopgør med efterfølgende erstatninger, oplyser jurist Hans-Olov Dahlén. Fakturaen og det medfølgende girokort er fikst udformet og ser absolut troværdigt ud. Forfaldsdatoen for indbetaling af de 1.350 kroner er 30. oktober. Med meget lille skrift kan man læse, at man for beløbet får en cd-rom med oplysninger om affaldssortering. Stigning i antal anmeldelser I Markaryd Kommune, hvor mange danskere har fritidshuse, er man opmærksom på problemet. Christina Svensson fra kommunens økonomiske afdeling oplyser, at man har givet besked til alle banker og postkontorer i kommunen om ikke at modtage indbetalinger til fupfirmaets gironummer. Svensk politi har ikke resurser til at stoppe dette uvæsen, oplyser Torsten Frejdeborn fra Rigspolitiet i Stockholm. Han er ene mand om at håndtere sager om fupfakturaer. Alene i år er antallet anmeldelser steget med 60 procent, oplyser han til Politiken. »Som det er i dag, når jeg ikke at gribe ind og stoppe de pågældende forbrydere. Og det ved de«, siger han. Brancheorganisationen Svensk Handel regner med, at omkring fem procent generelt betaler falske opkrævninger. Men når det rammer private, er tallet sandsynligvis højere. I givet fald kan de opfindsomme brødre forvente en indkomst på mindst 1,5 millioner kroner. De er i forvejen kendte af de svenske skattemyndigheder. De har en samlet skattegæld på lige netop 1,5 millioner. De har begge bopæl i Saltsjöbaden, en af de rigeste forstæder til Stockholm.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her