Talsmænd for de værnepligtige i militæret og Beredskabskorpset frygter, at det kommende forsvarsforlig med forslaget om en totalforsvarsværnepligt både giver en dårlig militær skoling af de værnepligtige og ødelægger den ny og meget vellykkede uddannelse i Beredskabskorpset. »Som vi ser det, er forsvaret udelukkende interesseret i at sluse 6.000 værnepligtige om året gennem den planlagte totalforsvarsværnepligt for at få folk til Den Internationale Brigade, DIB«, siger Værnepligtsrådets to presseansvarlige, Johannes Fonnesberg og Jonas Holm Nielsen. »I dag er kun 15 procent af de indkaldte interesserede i at skrive kontrakt til DIB' en, og i stedet for at få tallet op på 25 procent ved at forbedre uddannelse og løn, fokuserer forsvarsledelsen alene på indtagets størrelse, så man selv under de nuværende forhold kan rekruttere det fornødne antal«. Fjernt fra pulsen Anders Virring, talsmand for de værnepligtige i Beredskabskorpsets center i Herning, mener, at tilhængerne af totalforsvarsværnepligten »ikke har fingeren på pulsen«: »De tror, Beredskabskorpset er noget med at rulle brandslanger ud eller stå bag en gullaschkanon«. »Sagen er, at vi får en specialiseret uddannelse med næsten fem gange så mange undervisningstimer som en kommunal brandmand. Vi er til en masse prøver, og det kan ikke gøres på under seks måneder. Og vi har slet ikke brug for militær skoling«, siger han. Forsker bakker op Talsmændenes synspunkter støttes af den sikkerheds- og forsvarspolitiske forsker Preben Bonnén. »Et af de centrale punkter i det kommende forsvarsforlig er motivation af de værnepligtige. Alt tyder på, at Beredskabskorpset har meget tilfredse værnepligtige, fordi de kan se en mening med tingene. I forsvaret er det lige modsat. Formålet er uklart, og der er en masse spildtid. Af en undersøgelse, jeg har lavet på Skive Kaserne, fremgår det, at de nyindkaldte værnepligtige er velmotiverede. Cirka 55 procent kunne forestille sig en fremtid i forsvaret. Efter seks måneders tjenestetid var tallet faldet til knap otte procent. Det er fuldstændig uholdbart«. »Man kan godt være bange for, at ideen om totalforsvarsværnepligt både ødelægger Beredskabskorpsets succes og belaster forsvarsbudgettet med udgifter til at uddanne en masse overflødige halvsoldater bare for at få nok til internationale indsatser«, siger Preben Bonnén. Støtte til enhedsuddannelse på Christiansborg Efter alt at dømme har tanken om totalforsvarsværnepligt vundet gehør på Christiansborg. Både Venstres forsvarsordfører, Ulrik Kragh, og hans socialdemokratiske kollega Per Kaalund regner med, at der kommer en eller anden form for enhedsuddannelse af de værnepligtige, så det civile og militære beredskab integreres bedre.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























