Hvorfor fik en gruppe østjyske landmænd et års udsættelse af at leve op til vandløbsloven og fylde sten og grus i Grenåen? Svaret er mere uklart end nogensinde nu, da Århus Amt afviser miljøminister Hans Christian Schmidts (V) nye forklaring i sagen. »Ministeren forklarer nu, at man udsatte, fordi man ikke ville køre på markerne, mens der var afgrøder på dem. Men man behøver slet ikke at køre på marker for at komme hen til det sted i Grenåen, hvor der skulle fyldes sten og grus i. Man kan køre lige derhen på diger uden at skade markerne«, fastslår kontorchef i Århus Amts miljøafdeling Mogens Bjørn Nielsen. Opfyldning udsat to gange Sagen går tilbage til de første måneder af 2002, hvor bønderne gravede Grenåen dybere for at mindske risikoen for oversvømmelser af deres marker. Men det gav samtidig dårligere livsbetingelser for ørrederne og det øvrige dyreliv. Derfor bestemte Århus Amt og Skov- og Naturstyrelsen, at landmændene skulle fylde åen op med sten og grus. Men bøndernes formand, venstremanden Finn Prang-Andersen fik partifællerne i København til at gå ind i sagen, og på miljøministerens foranledning udsatte Skov- og Naturstyrelsen bøndernes frist to gange. Den første udsættelse i december 2002 blev begrundet med, at landmændene var gået i dialog med Danmarks Naturfredningsforening om en alternativ løsning. Men da sagen blev udsat anden gang, fra april til oktober 2003, havde Naturfredningsforeningen fortalt myndighederne, at de intet havde hørt fra bønderne siden den første udsættelse. Derfor faldt det forvaltningseksperter for brystet, at Hans Christian Schmidt i første omgang forklarede, at der stadig var en chance for, at bønderne og naturfredningsfolkene ville finde sammen. Ny forklaring Efter at forvaltningseksperterne havde talt om magtfordrejning, ændrede ministeren imidlertid forklaring. Til Folketingets Miljøudvalg forklarede han under et samråd i torsdags, at den anden udsættelse primært skyldtes, at man risikerede at ødelægge afgrøder ved at køre med tunge lastbiler. Men den forklaring er ikke tidligere fremgået af sagens akter. Og bliver som nævnt også afvist af Århus Amt, som henviser til, at Grenåen det pågældende sted sagtens kan nås via et dige uden at gøre skade på markerne. De nye oplysninger i sagen får nu oppositionen i Folketinget til at reagere: »De seneste sager om miljøministerens vennetjenester har været én lang opvisning i ændrede forklaringer - der oven i købet ikke er særlig gode«, siger SF's miljøordfører, Jørn Jespersen, der vil bede ministeren dokumentere, at opfyldning med sten og grus før høsten ville være et problem. »Kan ministeren ikke dokumentere det, må man jo desværre konstatere, at han har talt usandt over for Folketingets Miljøudvalg i strid med loven om ministeransvar«, siger Jørn Jespersen. Ingen kommentarer fra minister Miljøministeren ønsker ikke at kommentere sagen, med henvisning til at han bygger sine svar til Folketingets Miljøudvalg på oplysninger fra Skov- og Naturstyrelsen. I styrelsen siger underdirektør Jens Peter Simonsen, at styrelsen ikke vidste, at man let kunne komme til dér, hvor bønderne havde gravet for dybt. »Det fremgik ikke af de oplysninger, vi fik i efteråret 2002. Og amtet har ikke siden over for os oplyst, at det var let at komme til«, forklarer Simonsen. Mogens Bjørn Nielsen fra Århus Amt mener, at Skov- og Naturstyrelsen bare kunne have spurgt: »En af de usædvanlige ting i denne sag er, at styrelsen slet ikke spurgte amtet til råds om noget som helst, før man forlængede landmændenes frist. Selv om det er os, der er vandløbsmyndighed«, påpeger han. Jens Peter Simonsen svarer, at styrelsen »ikke fandt anledning til at spørge amtet«. Dels fordi man i marts 2003 kun havde få dage til at behandle sagen, inden fristen udløb, dels fordi sagen »på det tidspunkt mere handlede om, hvorvidt bønderne og Naturfredningsforeningen kunne nå til enighed, og amtet ikke på samme måde var part i sagen«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























