'Dumme so', 'Din lede sæk, du kan vente dig'. Sådan ser nogle af de beskeder ud, som mange danske skolebørn hver dag modtager på deres mobiltelefoner. I takt med at flere børn får mobiltelefoner, åbnes muligheden for, at flere bruger tekstbeskeder som et mobbevåben. De ondskabsfulde tekstbeskeder rammer hårdere end 'almindelig' mobning, fordi børnene ofte er alene, når de modtager beskederne og ikke kan se på telefonen, hvor beskederne kommer fra. »Det virker voldsommere, når man ikke er sammen med den, der mobber og kan sætte ansigt på vedkommende. Desuden skal børnene selv åbne beskederne, og det er en meget ubehagelig oplevelse. De har jo fået en mobiltelefon, fordi de gerne vil have kontakt til de andre og være med i fællesskabet. Det ender med at blive en enorm skuffelse for dem«, siger Birk Christensen, sekretariatschef for Børns Vilkår. Han mener desuden, at SMS-systemet er med til at forbedre vilkårene for dem, der mobber, fordi det er lettere, når man ikke skal se ofrene i øjnene. Tror hele klassen står bag Leder af Center for selvmordsforskning Lilian Zøllner beskriver den nye form for mobning som »et modbydeligt våben«. Hendes erfaringer viser, at det kan virke utroligt frustrerende på børnene, når de ikke ved, hvem de skal rette deres vrede mod. Desuden har mange børn og unge en tendens til at tro, at det nok er hele klassen, der står bag, selv om det måske kun er en enkelt, der lader sin vrede gå ud over den mobbede. Hun kan huske en pige, der fik en SMS-besked om, at det tøj, hun havde haft på, var helt latterligt, og at de andre piger i klassen havde gået og grinet ad hende hele dagen. Desuden lød beskeden på, at hun var så grim, at der ikke var nogen, der gad være sammen med hende. »De, der bliver mobbet, står tilbage med en stærk følelse af mindreværd og ensomhed. De føler ikke, at der er nogen, der vil hjælpe«, siger Lilian Zøllner. Foregår i det skjulte Hun efterlyser, at lærerne er mere opmærksomme på den nye mobbemetode, men siger, at det kan være svært at opdage SMS-mobning, fordi det ofte sker i det skjulte. »Lærerne skal gøre det klart for eleverne, at det er helt i orden at komme og fortælle det, hvis man bliver mobbet. Jeg har desværre erfaringer med enkelte skoler, hvor børnene får besked på ikke at 'sladre' om de andre elever«, siger hun. Selv om der ikke er lavet undersøgelser, der viser, hvor udbredt SMS-mobning er, mener Lilian Zøllner, at jo flere børn og unge der får mobiltelefoner, jo flere vil bruge SMS-beskeder som våben i mobbekampen. Den nye form for mobning er kun få år gammel. Teknikken udvikler sig hurtigt, og nu er det også muligt at tage billeder af folk og sende dem videre til hinanden. Børnene kan også lægge billederne på internettet og de første hadesider mod børn er allerede dukket op på internettet. »Man kan jo hænge folk ud på alle mulige måder med den nye teknik. Det tror jeg, vi kommer til at se meget mere til i fremtiden«, siger Birk Christensen fra Børns Vilkår.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























