Udlicitering er gået i stå

Lyt til artiklen

Efter to år med en borgerlig regering er det ikke blevet lettere for private firmaer at få kontrakt på offentlige opgaver som hjemmepleje, madlavning og børnepasning. En rundspørge til landets borgmestre viser, at 195 kommuner ikke har planer om at udlicitere nye opgaver i det kommende år. Så sent som i går lagde regeringspartiet Venstre ellers op til, at flere kommunale opgaver skulle klares af private firmaer. Formand for Udliciteringsråd overrasket Kun 76 borgmestre melder om nye udbudsrunder næste år, hvor private firmaer får lov at byde på kommunale opgaver. Og der er tale om beskedne planer med relativt små udbud af for eksempel lønningsbogholderi, den kommunale genbrugsplads, et plejehjemskøkken eller et vaskeri på et ældrecenter. »Det er et overraskende resultat«, siger formand Erik Bonnerup fra Udliciteringsrådet, der rådgiver regering, Folketinget, amter og kommuner om udbud af offentlige opgaver: »Det overrasker mig, at kommunerne ikke i højere grad undersøger mulighederne for at udnytte ressourcerne bedre. Det kan være, at kommunerne kan få en service billigere eller få bedre service for pengene«. I øjeblikket løser private firmaer omkring 22 procent af statens opgaver. Det tal har ligget stabilt gennem flere år, mens amter og kommuner har sendt omkring 10 procent af sine opgaver i udbud. Det tal har også gennem det sidste årti ligget på stort set samme niveau. Udlicitering har fået dårligt ry En stribe sager som f.eks. Arrivas overtagelse af jernbanerne i Jylland og ISS' børnehaver på Fyn har givet udlicitering et dårligt ry. »Det er forkert at konkludere på baggrund af dårlige erfaringer, at kommunerne er bedst til selv at løse opgaverne. Der er jo også forskel på, hvor godt de enkle kommuner løser opgaverne. Og for at tage Arriva, så kører DSB jo også med forsinkelser«, siger Bonnerup. Kommunerne har generelt ikke planer om at tage opgaver tilbage i kommunal drift, som allerede løses af private firmaer. Blot 19 kommuner vil hjemtage opgaver, og det drejer sig navnlig om rengøring, mens 252 kommuner vil fortsætte med samme grad af udlicitering.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her