Grønlands Landsstyre har besluttet at gå ind i Thule-retssagen, der kører ved Højesteret, og som er i fare for at stoppe på grund af en strid om advokatsalær. Landsstyret går ind i sagen som biintervient som moralsk medsagsøger i sagen, hvor Thule-fangerne kæmper for at få øget erstatning fra den danske stat samt at få lov til at vende tilbage til deres oprindelige fangstområder. »Vi mener, at Landsstyret har en rolle at spille i denne sag, der har afgørende betydning for ejendomsretten til jorden og rettighederne til fangstområderne«, siger landsstyremedlem for udenrigsanliggender, Josef Motzfeldt, fra det venstreorienterede parti Inuit Ataqatigiit (IA) til Ritzau. Advokat vil have mere i løn Advokat Christian Harlang har truet med at stoppe sagen, da han ikke mener, at han får nok i honorar. Desuden peger han på, at statens advokat Kammeradvokaten har modtaget langt højere betaling i sagen. Motzfeldt afviser økonomisk støtte Alligevel afviser Josef Motzfeldt, at der kan blive tale om, at Landsstyret vil betale en del af forsvarsadvokatens sagsomkostninger. »Landsstyreformand Hans Enoksen har i forvejen henvendt sig til statsminister Anders Fogh Rasmussen for at pege på, at parterne skal have lige vilkår til at føre sagen. Men det er ikke os, der skal bekoste salæret. Hvis vi gør det, legaliserer vi forskelsbehandlingen«, siger Josef Motzfeldt. Tilfreds advokat Advokat Christian Harlang kalder Landsstyrets beslutning 'en vigtig brik, der falder på plads'. »Landsstyret har truffet den modige beslutning, at det i stedet for at støtte den danske stat nu støtter Thule-befolkningen i Nordgrønland i kravet om erstatning for tvangsflytningen og tilbageleveringen af det jagt og fangstterritorium, der er afgørende for Thule-boernes genetablering af deres erhvervsgrundlag. Mine klienter, Thuleboerne, har siden sagens start for syv år siden ventet på opbakningen fra hele den grønlandske nation. Og jeg ved, at de nu er lykkelige for, at den kommer«, siger Christian Harlang.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























