Der er lige så mange bittesmå partikler i dit hjem som ude i trafikken på en gade i myldretid. Forskere ved bare ikke, om de indendørs partikler kan skade dig. Statens Byggeforskningsinstitut har lavet en undersøgelse, hvor de målte indholdet af partikler fra almindelige kilder i hjemmet, for eksempel fra elpærer, stearinlys og stegeos. De ultrafine partikler er meget svære at tælle, fordi de er så små. Derfor gør forskerne dem større, men i den proces mister de information om selve partiklen, så de kun får antallet af partikler at vide. Partikler i luften udenfor, for eksempel dieselpartikler fra busser, skader folkesundheden. Men man ved ikke, om partiklerne indenfor er skadelige for helbredet. Forskerne er uenige. Luft ud Seniorforsker Lars Gunnarsen fra Statens Byggeforskningsinstitut opfordrer folk til at lufte ud, når de har brugt et strygejern eller lavet mad. Også selv om man bor midt i en by med bilos udenfor. »Der er ikke noget, der med stor vægt siger, at partiklerne indenfor er mindre skadelige end dem udenfor, da begge stammer fra forbrændingsprocesser«, siger Lars Gunnarsen, der selv tænder stearinlys, når han skal hygge sig. I gennemsnit er der færre partikler indendørs i en lejlighed tæt ved en trafikeret gade, end der er udendørs, men når man tænder et stearinlys, så bliver antallet af partikler højere, end ude på det værst forurenede sted på gaden, oplyser Lars Gunnarsen. »Så selv ved Jagtvejen i København er det vigtigt at åbne vinduerne. Men det kan da godt være, at man skal åbne til gården og ikke til gaden«, hans råd til beboere ved meget befærdede veje som f.eks. Jagtvejen. Sodpartikler Finn Palmgren, seniorforsker ved Danmarks Miljøundersøgelser, er uenig: »Vi ved ikke, hvilke egenskaber ved partiklerne, der er skadelige. Vi mener, at dem, der skader, specielt er sodpartikler fra forbrænding af forskellig slags, især fra bilmotorer. Vi tror faktisk ikke rigtig på, at stearinlys betyder noget«. Kender ikke risikoen Steffen Loft, professor i afdeling for Miljø- og Arbejdsmedicin på Københavns Universitet, påpeger også, at man ikke kender risikoen ved de indendørs partikler og vil derfor ikke udtale sig om, hvordan man skal forholde sig til dem: »Vi aner ikke, om de ultrafine partikler er farlige«. Man har ikke kunnet måle antallet af de ultrafine partikler før, og der findes ingen undersøgelser af deres effekter i luften indenfor. »Men indendørs partikler er meget relevante, fordi vi opholder os så meget indendørs. Det er et nyt område, som fortjener, at man kigger på det«. Steffen Loft har endnu ikke fundet på en måde at undersøge, hvordan mennesker påvirkes af de indendørs partikler, fordi det er svært at finde nogen, der slet ikke er udsat for partiklerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























