Ministre forskanser sig på Kulturnatten

Lyt til artiklen

Når tusinder af københavnere på fredag valfarter til kulturnat på Christiansborg, kan de godt glemme alt om at få en snak eller blot et glimt af en af de ministre, de normalt kun ser på tv. Netop denne aften har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) inviteret hele sit ministerhold med ledsagere til middag i sin residens på Marienborg. Ikke mødepligt Selv om der ikke er obligatorisk fremmøde, er det nok sandsynligt, at de fleste ministre vil droppe Kulturnatten og møde op hos chefen. Som nu i Trafikministeriet, der ellers gør meget ud af arrangementet og bl.a. får besøg af den legendariske trafikmafia med Kaj Ikast (K), Arne Melchior (CD) og Helge Mortensen (S) til højt belagt smørrebrød. Til lejligheden vil ministeriets kantine være udsmykket som i Storebæltsfærgens restaurant, når debatten begynder klokken 20. På det tidspunkt vil trafikminister Flemming Hansen (K) imidlertid for længst have forladt ministeriet, så han kan møde punktligt op på Marienborg uden at bryde fartgrænserne. 8.400 gæster i fjor Folketinget, der sidste år fik besøg af 8.400 gæster på Kulturnatten, har ellers gjort en del ud af arrangementet. Bl.a. har Snapstingets restauratør sammensat en særlig kulturnatmenu i de nyrenoverede lokaler. Men tingets formand, Christian Mejdahl (V), vil ikke på vilkår give sin mening til kende om regeringens fravær. »Det er regeringens prioritering, og det har jeg ingen kommentarer til. Du kommer ingen vegne«, lyder det fra formanden. Helt så let spil får regeringen ikke fra Dansk Folkepartis medlem af Folketingets præsidium, Poul Nødgaard. Han gør opmærksom på, at datoen for Kulturnatten har ligget fast i et år. »Jeg ville have prioriteret anderledes. Hos os stiller partitoppen sig altid til rådighed, så folk lige kan stikke hovedet ind og få en snak med Pia Kjærsgaard. Det giver jo nok også lidt goodwill hos vælgerne, og det kunne regeringen jo have brug for«, siger Poul Nødgaard. Minister i sikkerhed I kulturminister Brian Mikkelsens (K) fravær har man hos de konservative arrangeret en lille konkurrence, hvor man kan vinde en frokost med den for tiden så omtalte minister for kulturelle anliggender. På menuen står ifølge partiet »kultur- og værdidebat a la carte«. Partiformand Mogens Lykketoft (S) glæder sig til at tale over temaet værdier og drømme. Han får selskab af flere partifæller og mistænker Fogh for at have en bagtanke med at holde ministerholdet væk. »Ved at indkalde ministrene til Marienborg har han samtidig sikret sig, at Brian Mikkelsen ikke kommer galt af sted inde i byen. Og det er jo nok meget klogt«, udtaler Lykketoft. På Slotsholmen er der samtidig bekymring for, om den christianborgske kulturnat vil ende med at blive aflyst. Af sikkerhedsgrunde kan der ikke være møder i salen, når kulturnatten er i gang, og Folketinget har været så smarte at lægge to potentielle maratonforhandlinger netop på fredag. Det drejer sig om andenbehandlingen af regeringens forslag om at udvide Irakstyrken, samt en forespørgselsdebat om EU's nye forfatning. Reglerne siger, at der skal gå en time fra debatten er slut, til dørene åbnes. Er mødet i salen ikke slut klokken 20, vil hele arrangementet blive aflyst. Ifølge præsidiemedlem Kaj Ikast skal det nok gå - selv om EU-forhandlinger ofte trækker ud. »Jeg talte med Svend Auken om sagen. Vi har tilsammen mere end 50 års erfaring, og vi vurderer, at debatterne nok er færdige ved 15-tiden. Med Irak er der ikke længere nogen tænder, der rigtigt skal børstes. Og med EU-debatten plejer talelysten at være størst hos ordførerne og så en eller to, der skal opstilles til EU-parlamentet«, siger Kaj Ikast. Søndergård kan komme i klemme Hvis debatten trækker ud, risikerer Søren Søndergaard (Enh) at komme i klemme. Som kras EU-kritiker har han masser at sige, når han som en af de sidste ordførere skal fremføre sine synspunkter. Han regner med forståelse, hvis han forårsager en aflysning af Kulturnatten. »Vi vil gøre vores til ikke at trække tingene unødigt i langdrag. Men det er klart, at når vi har en debat om, at EU skal have en ny grundlov, som sætter den danske ud af kraft, så bliver den ikke overstået på fem minutter. Man kan ikke undlade de relevante spørgsmål«, siger Søren Søndergaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her