Ordblinde børn ramt af spareplan

Lyt til artiklen

»Katastrofalt«. Sekretariatsleder i Ordblindeforeningen i Danmark, Anita Adrian, er ikke i tvivl om konsekvenserne af Københavns Amts spareplaner for Ordblindeinstituttet i Herlev. 4-5 procent er ordblinde Amtet vil til næste år skære antallet af pladser på skolen ned fra de nuværende 93 børn til 60 børn, og samtidig skal andre amter og kommuner ikke længere kunne købe pladser på skolen. 4-5 procent af befolkningen er ordblinde i varierende grad. Nogle kan klare sig med ekstra hjælp i forbindelse med den normale skolegang, men ifølge Ordblindeforeningen er 1,5 procent så hårdt ramt, at de har brug for vidtgående specialundervisning. »Ordblindeinstituttet er det eneste tilbud til de sværeste ordblinde, og alle amter og kommuner kan henvise til instituttet. Ekspertisen er samlet på ét sted, og det bruges også til at lære kommunerne, hvordan man underviser ordblinde«, siger Anita Adrian. Overladt til kommunen Nedlæggelsen af pladser på det 55 år gamle institut og videnscenter for ordblinde betyder, at flere ordblinde skal undervises i kommunale tilbud. Og der er ifølge Ordblindeforeningen stor forskel på kommunernes tilbud. »Der er ingen ordentlige kommunale tilbud. Kommunerne visiterer ikke børnene for ordblindhed, for gør de det, så skal de betale for undervisning i amtslige tilbud. I stedet samler de børnene i en specialklasse, hvor der også er f.eks. dampbørn. Så sidder de ordblinde med 2.-klasses bøger, som ikke interesserer dem for det kræver altså større udfordringer end Søren og Mette, når man går i 7. klasse og i øvrigt er helt normalt begavet«, siger Anita Adrian. Grædende forældre Hun bliver dagligt kimet ned af 10-12 forældre til ordblinde børn, der ikke får den rette hjælp. »Jeg har grædende forældre og rasende forældre i røret, hvis børn bliver slæbt gennem folkeskolen og alle mulige forskellige tilbud op til 8.-9.- klasse, uden at de får lært af læse - indtil selvværdet er i bund. Først i 8.-9.- klasse indrømmer kommunen så, at der nok er noget galt, og så foreslår de en efterskole for ordblinde, som forældrene selv skal betale«, siger Anita Adrian. Svært at se besparelsen Viceinspektør på Ordblindeinstituttet Jørgen Hedegaard forstår ikke, hvordan Københavns Amt når frem til, at der kan spares penge på at nedlægge pladser. Ifølge viceinspektøren har Københavns Amt et overskud på 35.000 kr. per barn, der henvises fra andre amter og fra kommunerne. Samtidig har skolen undersøgelser, der viser, at eleverne blomstrer op og får større selvværd. Og at 97 procent efterfølgende får fast arbejde eller en uddannelse. Formanden for uddannelsesudvalget i Københavns Amt, Lars Abel (K) afviser skolens regnestykke, men kan ikke på nuværende tidspunkt fremlægge andre tal. »Jeg har på baggrund af skolens indsigelser bedt om at få tallene regnet igennem igen«, siger han. Seks partier i forlig Seks partier - Socialdemokraterne, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, de radikale og SF - har indgået budgetforlig i Københavns Amt, så den endelige vedtagelse af budgettet torsdag er mere en formssag. »Vi skal spare 32 millioner inden for undervisning, og vi har forsøgt at gøre det, så vi ikke rammer de allersvageste - hjerneskadede og børn med autisme eller damp. Ordblindhed er jo i gåseøjne det letteste handikap«, siger Lars Abel.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her