Kommuner i kø for at få hospicer

Foto: Morten Bjørn Jensen
Foto: Morten Bjørn Jensen
Lyt til artiklen

En hospiceplads tæt på dig. Næsten hver anden borgmester ser gerne, at tilbuddet om at slutte livet i en hospiceseng bredes ud over det danske land. Det fremgår af Politikens Kommunerundspørge til samtlige 271 borgmestre, og det kommunale ønske falder dermed sammen med kravet fra en række foreninger under paraplyen Hospice Forum. »Vi er ikke kommet langt nok, og af den statslige pulje på 20 millioner kroner er der foreløbig kun brugt godt syv millioner kroner«, siger Ole Bang, formand for Hospice Forum. Den manglende lyst i amterne til at indgå driftsoverenskomst med hospicer - og det er et krav for at få del i puljepengene - er en af årsagerne til, at Hospice Forum i dag fremlægger en plan til en bedre død for danskerne. »Vi foreslår ikke kun flere mursten og byggeri af hospicepladser, men har en række ideer til, hvordan man organisatorisk kan koble de eksisterende pladser sammen med de team i amterne, som også har ekspertise i at hjælpe døende«, siger Ole Bang. Venter på kommission Når borgmestrene i så vidt omfang kræver flere hospicepladser er det udtryk for, at de gerne vil gøre viften så bred som mulig for borgerne, vurderer formand for Kommunernes Landsforening Ejgil W. Rasmussen (V). »Jeg vil ikke gå ind og vurdere, hvor mange hospicepladser, Danmark har brug for, og hvor de skal ligge«, siger han, der heller ikke umiddelbart tør byde på, om det kommunale ønske om lokale sundhedscentre også rummer en mulighed for at åbne for hospicesenge i de enkelte kommuner. »Her må vi vente, til Strukturkommissionen har talt og vi ved lidt om, hvilken størrelse kommuner og amter får«, siger Ejgil W. Rasmussen. Set fra Hospice Forum er opgaven med at drive hospice for fagligt tung og stor til, at den kan håndteres i hver eneste kommune. »Vores undersøgelser siger, at der skal et befolkningsunderlag på 20.000 mennesker til at drive et hospice på 12 senge, og det skal være så stort for at være tilpas bæredygtigt rent fagligt«, siger Ole Bang. Amtsrådsforeningen har netop gennemgået landskabet for at vurdere udviklingen på hospice og ikke mindst palliative enheder, som er en anden måde at lindre meget syge og døende mennesker på. En positiv udvikling De palliative team er en slags mobile hospice, der kan hjælpe døende i eget hjem, og dem er der blevet flere af inden for det seneste år, slår Amtsrådsforeningens opgørelse fast. »Både i forhold til antal tilbud og kvaliteten af nye og eksisterende er der sket en positiv udvikling. De palliative enheder og team har bredt sig, og så har der generelt været stor aktivitet med at uddanne personalet for at sikre, at de både på sygehusene og i kommunerne er klædt på til opgaven«, mener formanden for Amtsrådsforeningen, amtsborgmester Kristian Ebbensgaad (V).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her