Fogh bløder lærerkritik op

Lyt til artiklen

Skolelærerne fik sent torsdag aften en slags undskyldning fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), som i sin åbningstale anklagede folkeskolen for for meget rundkredspædagogik. »Det har mange fået galt i halsen, som at jeg gav et øjebliksbillede af, hvordan det er i dag«, sagde statsministeren, da han afrundede en ti timer lang debat om hans omdiskuterede åbningstale. »Jeg sagde udtrykkeligt, at i de sidste tre årtier har der været kastet vrag på paratviden, og der har været tendens til, at faglige færdigheder måske har været trængt lidt i baggrunden«, sagde Fogh. Et vrangbillede Folkeskolen blev det helt store tema i åbningsdebatten. »Der hersker et vrangbillede af folkeskolen, som er helt forkert i forhold til virkeligheden«, sagde SF-formand Holger K. Nielsen. Flere partier borede i konservative ønsker om at få indført nationale krav til, hvordan og hvornår skoleelevernes kundskaber skal testes. Debatten fik til sidst undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) til fra talerstolen at afvise det konservative krav. Evaluering »Det vil ikke være i overensstemmelse med folkeskoleforliget, og derfor lægger vi ikke op til at indføre det. Forslaget blev afvist under forhandlingerne, og partierne har nok ikke skiftet holdning på et år«, sagde Tørnæs. »Skoler og lærere skal forpligtes til at evaluere. Men hvordan de gør det, er ikke er opgave for Folketinget at fastlægge«. Ikke fælles fodslag Ellers afslørede åbningsdebatten, at oppositionen slet ikke kunne finde fælles fodslag til et samlet og koordineret angreb på regeringens svage punkter. Der blev skudt på alt fra ledighed til skattestop, skærpet straf for hash-besiddelse og velfærd. Forud for debatten forsøgte S og R og venstrefløjen at blive enige om et forslag til en vedtagelsestekst. Det måtte de opgive, fordi det de kunne blive enige om, var for tyndt til at præsentere i Folketinget. Det er usædvanligt, at oppositionen ikke stiller med et forslag. Hårdest var debatten faktisk mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti, der gik til angreb på EU-politikken. Og så langede Venstres politiske ordfører Jens Rohde selv hårdt ud efter kulturminister Brian Mikkelsen (K) og hans korstog mod de venstreorienterede i 1970'erne og '80'erne. »Jeg vil gerne sige til alle liberale mennesker i Danmark, at hvis en værdikamp tager udgangspunkt i at kæmpe mod bestemte grupper, får kampen et totalitært præg. En sådan kamp vil aldrig kunne skabe fælles værdier«, sagde Rohde i sin tale.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her