Efter at have overfaldet, voldtaget og mishandlet en 28-årig kvinde under Århus Festuge, satte voldtægtsforbryderen efter alt at dømme et aftryk af sin håndflade på et rækværk, da han flygtede ud af Botanisk Have i Århus. Mangler computersystem Men på grund af manglende teknologi er politiet i realiteten forhindret i at sammenligne håndaftrykket med de næsten en kvart million håndaftryk, der allerede findes i politiets arkiver. Der eksisterer i dag et computersystem, som kan sammenligne håndaftryk, på samme måde som man kan sammenligne fingeraftryk. Men det system råder det danske politi ikke over. Ifølge kriminalkommissær ved Fingeraftrykssektionen Kristian Rokkjær er søgesystemet til håndaftryk lige så pålideligt som det fingeraftrykssystem, politiet allerede har. »Vi forventer at opklare mellem trehundrede og firehundrede sager, så snart vi får et håndaftrykssystem. Det drejer sig om uopklarede sager, vi har liggende, hvor håndaftryk indgår som en væsentlig del af spor-materialet«, siger Kristian Rokkjær. Kan hjælpe med opklaring af voldtægt Ifølge Rigspolitiets pressechef, Søren Kragh Pedersen, står systemet da også på politiets ønskeliste i forbindelse med, at Folketinget skal fastlægge politiets økonomiske situation for en ny fireårsperiode fra 2004. »Vi håber på, at der i den forbindelse bliver økonomisk mulighed for at anskaffe den fornødne teknologi«, siger han. Med den nye teknologi ville politiet være i stand til at afgøre, om voldtægtsforbryderen fra Århus allerede optræder i politiets arkiver. »Der er på nuværende tidspunkt ikke sket noget afgørende gennembrud i efterforskningen. Men håndaftrykket er da et væsentligt spor, der kan få afgørende betydning for den videre efterforskning«, siger kriminalinspektør Ole Madsen fra Århus Politi om håndaftrykket, som den formodede gerningsmand har afsat. »Ud fra den måde, aftrykket er sat på, kan vi sige, at det stammer fra en person, der er kommet inde fra haven og er hoppet over rækværket ud på Viborgvej. Det stemmer overens med de øjenvidneberetninger, vi har. Der er derfor god mulighed for, at det stammer fra gerningsmanden«, siger Ole Madsen. Hvis voldtægtsmanden fra Århus tidligere har været i politiets søgelys i forbindelse med andre forbrydelser, er der en vis sandsynlighed for, at både hans finger- og håndaftryk findes i politiets arkiver. Politiet må nemlig optage fingeraftryk fra folk, der er sigtet for en forbrydelse, der kan give halvandet års fængsel eller mere.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























