Spansk anklager: Danskere samarbejdede med 11. september-bagmand

Lyt til artiklen

Muslimske kredse i Danmark spiller en central rolle i en international retssag om planlægningen af 11. september-angrebet mod USA. Det mener en spansk undersøgelsesdommer, der har netop rejst tiltale mod Imad Eddin Barakat Yarkas. Yarkas er den formodede leder af al-Qaeda-netværket i Spanien og mistænkes for på forhånd at have kendt til terrorangrebet mod New York og Washington. Aflyttet gennem fem år I det 700 sider lange anklageskrift refereres i stribevis af aflyttede telefonsamtaler mellem den hovedtiltalte og forskellige mennesker i Danmark. Yarkas har haft tæt kontakt med en mand i Brabrand, der kalder sig for Abu Rached. Gennem fem år er deres telefonsamtaler blevet aflyttet. I anklageskriftet betegnes Abu Rached som en »islamisk ekstremist«, der skal have stået for rekruttering af unge mænd til hellig krig. Over for Politiken erkender Abu Rached, at han har talt i telefon med Yarkas, men at deres samtaler kun har drejet sig om dagligdagsting. Han afviser at have været indblandet i noget kriminelt. Muligt kodesprog I telefonen har de to bl.a. talt om, at Abu Rached har sendt »seks kilo honning« samt nogle »sko«. Ifølge terrorforskeren dr. Magnus Ranstorp fra St. Andrews Universitet i Skotland har det i tidligere sager været kodesprog for falske pas og cd-rommer med bombeopskrifter. Ifølge det spanske anklageskrift skal Abu Rached have rekrutteret en yngre mand fra Kuwait med dansk indfødsret til hellig kamp. Manden går under kaldenavnet Abu Suud og blev i 1997 anholdt i forbindelse med et millionrøveri mod en pengetransport fra Arbejdernes Landsbank. Efter planen skulle pengene være transporteret til Syrien. Manden, der ikke blev dømt i sagen, afviser at kende Yarkas og Abu Rached. Derudover har han ingen kommentarer. Den hovedtiltalte Yarkas var i december 1997 på besøg i Danmark i forbindelse med en af sine internationale rundture. »De talrige rejser til udlandet havde til formål at kontakte mujahedinske ledere, der boede i de respektive lande, for at de på den måde skulle koordinere aktiviteterne i organisationen. Af disse lande bør fremhæves England, Danmark, Sverige, Belgien, Malaysia, Indonesien, Yemen, Jordan og Tyrkiet«, hedder det i anklageskriftet. Ingen af de aflyttede danskere er tiltalt i den spanske retssag, der omfatter 35 mistænkte medlemmer af det internationale terrornetværk. Politiets Efterretningstjeneste vil ikke kommentere sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her