I går gav de over 20 millioner kroner til Dansk Røde Kors, der holdt landsindsamling med hjælp fra over 18.000 indsamlere. Da de mange frivilliges raslebøsser var skåret op og tømt, lød det samlede beløb på 20,4 millioner kroner, oplyser en meget tilfreds generalsekretær i Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen, i dag til Ritzau. Han peger på, at det flotte resultat - der placerer sig i topfem blandt Røde Kors' landsindsamlinger - kan blive endnu flottere: »Der var jo mange mennesker, der ikke var hjemme i går, og der har vi så lagt et girokort og et telefonnummer - 90565656 - som folk, der vil støtte indsamlingen, kan benytte«, siger Jørgen Poulsen. Pengene ryger i katastrofefond Størstedelen af overskuddet fra landsindsamlingen går til Dansk Røde Kors' katastrofefond. En del af pengene er dog øremærket til hjælpearbejde i særlige krise- og konfliktområder. I den kommende tid vil en del af pengene gå til at hjælpe mennesker i den Demokratiske Republik Congo (DRC), Sri Lanka, Uganda, Hviderusland, Tadsjikistan og Sierra Leone.
Indsamling optalt: 20,4 mio. i raslebøsserne
Lyt til artiklen