Rocker fik penge af politiet

Lyt til artiklen

Med penge købte politiet i sagen om bankrøveriet i Ålsgårde de første tip af Bandidos-rockeren 'Niller' om, at de to tiltalte på 26 år og 36 år var gerningsmændene. »'Niller' var motiveret af lysten til penge. Det var det, der interesserede ham i alle de år, han leverede oplysninger til politiet. Det var dusøren, han var ude efter i denne sag«, oplyste anklageren, statsadvokat Erik Merlung, i går foran et nævningeting i Østre Landsret. 'Nillers' rolle er holdt skjult for offentligheden. Han døde af kræft i maj. Både de to tiltalte og tilhørerne blev sat uden for døren, da en politimand under dæknavnet 'Helge' i mandags blev afhørt om sin kontakt til meddeleren. Har hjulpet politiet i adskillige sager Under onsdagens procedure sagde anklager og forsvarere, at 'Niller' har forsynet politiet med oplysninger i adskillige sager. Retsformanden Niels Johan Petersen indskærpede, at der ikke måtte nævnes navne fra mandagens lukkede retsmøde. Men det fremgik, at 'Niller' også havde givet oplysninger i sagen om udlandsdanskeren Sandin Friis Pedersen, der blev skudt i april 2002. 'Niller' fik 10.000 i Ålsgårde-sag Den 26-åriges forsvarer, Frank Wenzel, oplyste, at 'Niller' i Ålsgårde-sagen havde fået udbetalt 10.000 kroner: »Der stod yderligere 90.000 kroner og ventede på ham, hvis han kunne komme med de afgørende oplysninger for efterforskningen«, sagde Frank Wenzel. Forsvarer: Oplysninger kan ikke bruges som bevis Han afviste, at 'Nillers' oplysninger var noget værd som bevis: »De stammede ikke fra hans egne iagttagelser, men fra en kammerat, som vi her må kalde X«. Nægter sig skyldige Begge tiltalte nægter sig skyldige. Men statsadvokaten mente, der er grundlag for at dømme dem skyldige i både bankrøveri og drab. Han fandt det bevist, at det var den 26-årige, der skød en 41-årig familiefar uden for banken - samt at den 36-årige var medskyldig i drabet, fordi han under røveriet gav den skarpladte revolver til medrøveren. Advokat Manfred Petersen sagde, at den 36-årige - hvis det var ham, der deltog i røveriet - ikke havde kunnet forudse eller regne med, at den anden røver ville dræbe nogen. Derfor er der efter advokatens mening ikke grundlag for at dømme den 36-årige for medvirken til drabet. Afgørelsen i sagen ventes at falde torsdag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her