Politikere fra Østdanmark og erhvervsfolk mødes på onsdag, og der ventes overborgmester Jens Kramer Mikkelsen at få en blandet modtagelse af sine planer for en såkaldt superregion, der skal stå for drift af sygehuse, erhvervspolitikken, trafikområdet m.v. på Sjælland, Lolland-Falster og Møn. Regionen har ialt 2,4 millioner indbyggere. Formanden for Amtsrådsforeningen, amtsborgmester i Roskilde Amt, Kristian Ebbensgaard er inviteret med til mødet, og han siger til Ritzau: »Man skaber ikke et Danmark i balance og en fremtidssikret kommuneinddeling ved at etablere en såkaldt superregion i Østdanmark. I fremtiden er der brug for mindst syv regioner i landet med et folkevalgt niveau«, siger Kristian Ebbensgaard. Pres på Strukturkommission Kravet om et regionsråd lægger for alvor pres på den strukturkommission, som skal fastlægge rammerne for den fremtidige indretning af det danske samfund. Udspillet får støtte af borgmestre i flere af de større byer på Sjælland, og Næstveds socialdemokratiske borgmester Henning Jensen vil på konferencen i København i næste uge præsentere modellen for regionsrådet, som skal have 51 eller 61 medlemmer, hvoraf flertallet vælges direkte af borgerne på Sjælland og Lolland-Falster. Jyder advarer Udspillet modtages stærkt negativt blandt jyske toppolitikere, der advarer mod en opsplitning af landet. De frygter, at Danmark som nationalstat vil ophøre med at eksistere. Kommunalforsker Roger Buch fra Syddansk Universitet mener, at en østdansk og en vestdansk superregion vil få det svært. »Ingen regering vil have lyst til at stå over for sådanne to giganter, som man skal forhandle med«, siger han. Strukturkommissionens formand, Johannes Due, er fortaler for kommuner af meget mindre størrelse i fremtiden. Johannes Dues bud på den bedste størrelse for en kommune er mellem 30.000 og 50.000 indbyggere. Johannes Due er blevet kritiseret for at udbrede sine synspunkter, endnu inden Strukturkommissionens arbejde er færdigt til nytår.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























