Greves omstridte borgmester, René Milo (V), fejlinformerede sit eget økonomiudvalg i sagen om et uretmæssigt honorar til hans hustru. Det viser dokumenter, som Ritzau er i besiddelse af. På et økonomiudvalgsmøde den 16. september blev René Milo spurgt, om hans hustru havde fået penge for at lave årets kommunale julekort. »Han sagde, at hun IKKE havde fået penge for det«, fortæller 1. viceborgmester, Bo Johansen (DF), hvis udsagn bakkes op af flere andre økonomiudvalgsmedlemmer. Et tilbagebetalingsbilag fra René Milos hustru viser imidlertid, at Greve-borgmesteren senest den 11. september udmærket var klar over, at hans kone havde fået 15.000 kroner for opgaven. Milo husker det ikke René Milo husker ikke selv rækkefølgen på de forskellige oplysninger. Han kan heller ikke huske, at han blev spurgt om julekortsagen på økonomiudvalgsmødet den 16. september. »Jeg har prøvet at få datoer og spørgsmål på plads, men jeg kan ikke huske detaljerne. Der er efterhånden sagt og skrevet så meget i den her sag, så jeg er i tvivl om hvad. Hånden på hjertet, jeg kan ikke huske, hvordan spørgsmålet blev stillet. Jeg har snakket med flere om det, men jeg kan simpelthen ikke få billedet frem i mit hoved«, siger René Milo søndag aften til Ritzau. Han erkender, at han godt kunne have orienteret byrådet om sagen allerede den 12. september. S vil have ny redegørelse Den socialdemokratiske byrådsgruppe besluttede på et møde søndag at bede René Milo om endnu en redegørelse i sagen om handlerne mellem kommunen og hans private virksomhed Scandisplay. »Vi beder nu om en fuldstændig redegørelse. Bl.a. vil vi have forklaret, hvad René Milo mener, når han siger, at han ikke selv har været involveret i handlerne«, siger formanden for den socialdemokratiske gruppe, Brian Hemmingsen til Ritzau. »F.eks. vil vi gerne vide, hvorfor René Milo ikke orienterede byrådet om sagen med hans hustru, der fik honorar for et julekort«, siger Brian Hemmingsen, der også gerne ser en orientering om, hvorfor der på regningerne fra Scandisplay, ifølge Ekstra Bladet, optræder navne på personer som aldrig har været ansat i Greve Kommunes borgmestersekretariat. René Milo har tidligere oplyst, at handlerne mellem kommune og firma blev foretaget af ansatte i borgmestersekretariatet. Byrådsmøde blev aflyst på grund af strømsvigt Socialdemokraterne i Greve opfordrer samtidig René Milo til at indkalde til et ekstraordinært byrådsmøde hurtigst muligt. Det skal ske som erstatning for det byrådsmøde, der blev aflyst p.g.a. strømafbrydelsen i tirsdags.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























