Forældre skal lære børn at drikke mindre

Lyt til artiklen

Især på landet er det slemt. Forældrene giver deres børn lov til at drikke, så tosset de vil. Bare de er konfirmeret. Det er i hvert fald Anette Boisens opfattelse. Hun tager rundt i Ribe Amt og diskuterer alkohol med forældre til børn i 7. klasse. Sundhedsstyrelsens uge 40-kampagne henvender sig til de voksne, men handler i år om børn. Det er forældrenes skyld, at danske børn og unge har europarekord i drikkeri. Finder mange anledninger til at drikke Alkoholkonsulent i Sundhedsstyrelsen Kit Broholm forklarer rekorden med landets tradition: »Vi danskere har gennem tiden haft en vane med at drikke os berusede i festlige sammenhænge. Nu er vi begyndt at rejse mere og har importeret den sydeuropæiske kultur med at drikke vin til maden. Vi finder i det hele taget rigtig mange anledninger til at drikke alkohol«, forklarer Kit Broholm. Vigtig holdning Hver 20. dansker dør med en alkoholrelateret diagnose. Og forældrenes holdning til alkohol har rigtig meget at sige for børnenes forbrug. Sundhedsstyrelsens undersøgelser viser, at de børn, der har set deres forældre være fulde inden for den seneste måned, drikker dobbelt så mange genstande som de børn, der ikke har set deres forældre fulde. Anette Boisens projekt hedder 'Forældre-backup'. Hun bliver meget forskelligt modtaget, alt efter hvor hun er i Ribe Amt. »Vi kan ikke tillade os at sætte grænser. Nu er børnene konfirmeret, så må de selv bestemme, hvor meget de vil drikke. Sådan har det altid været. Det prøvede vi da også selv, og vi har da ikke taget skade«, siger forældrene tit ude på landet. »Men jeg synes, det er for tidligt i 7. klasse«, slår Anette Boisen fast. Hun prøver at få forældrene til at tale sammen. De skal vide, at det er lovligt at sætte grænser over for deres børn, og derefter skal de aftale nogle grænser i fællesskab. Det er nemlig hendes opfattelse, at børnene inderst inde synes, det er rart, når de voksne blander sig. »For så ved de, at man bekymrer sig om dem og dermed holder af dem«, siger Anette Boisen, der mener, at det er en indsats, man er nødt til at yde hele livet: »Husk at have tid til dine børn. Tal med dem. De skal have tillid til dig, fra de er helt små. Ellers er løbet kørt«, konkluderer hun. Forældre savnede konkrete anvisninger Sidste år satte kampagnen også fokus på børn og unges drikkeri. Sundhedsstyrelsen fik mange positive tilbagemeldinger fra forældre, der dog savnede anvisninger i, hvordan de skulle forholde sig til deres børn rent konkret. Derfor er årets uge 40-kampagne mere handlingsanvisende. Man kan blandt andet gå ind på nettet og prøve små rollespil, hvor man som forælder skal diskutere med Bettina på 15, der kommer fuld hjem, eller Johanna på 13, der gerne vil prøve et glas vin til en familiefest. Prøv din forældrerolle af på hjemmesiden www.uge40.dk. Sundhedsstyrelsen har også udgivet ni bud til forældrene om at tackle børn og alkohol.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her