Større økonomiske skel i Danmark

Ejendomspriserne er steget - og taberne er beboerne i landets leje- og andelsboliger og almennyttige boliger. - Foto: Thomas Borberg
Ejendomspriserne er steget - og taberne er beboerne i landets leje- og andelsboliger og almennyttige boliger. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

De økonomiske forskelle i Danmark er blevet større op gennem 90'ernes velstandsboom. Selvom danskerne er blevet mere velhavende, er goderne fordelt mere ulige i 2001 end i 1995, skriver Ugebrevet A4. I 1995 var 42 procent af befolkningens samlede formue samlet hos de 30 procent af befolkningen med den højeste indtægt - i 2001 var de riges andel af samfundsformuen steget til 54 procent. Omvendt har de 30 procent af befolkningen med den laveste indtægt blot 13 procent af formuen i 2001 - mod 26 procent i 1995. Nordsjælland er blevet rigere Undersøgelsen, som er udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, viser også, at Danmarks økonomiske skævhed er vokset på andre måder; en væsentlig større del af formuen er i dag samlet i Nordsjælland, København og trekanstområdet ved Vejle, Kolding og Fredericia. Derimod sidder befolkningen i Nord-, Vest- og Sønderjylland i 2001 på en mindre del af formuen, end de gjorde i 1995. Boom i ejendomsværdi giver skel Årsagen skyldes ifølge direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, at priserne på fast ejendom og jord er steget enormt. Boomet i ejendomspriser har nemlig øget skellet mellem boligejere og folk, der bor i andels- og lejeboliger og alment boligbyggeri. »Formuetilvæksten er skævt fordelt. Det er de højtlønnede, de veluddannede og dem, lidt oppe i årene, der får de største gevinster af værdistigningerne på jord og fast ejendom«, siger Lars Andersen. Han bakkes op af professor i økonomi ved Københavns Universitet Hans Jørgen Whitta-Jacobsen: »Regeringens skattestop, hvor fastfrysningen af skatten på ejendom er sat i kroner og ører og ikke i procenter, betyder, at beskatninger af ejendomsværdier over tid bliver udhulet. Det er til størst fordel for de danskere, hvis ejendomsværdier stiger mest - for eksempel folk, der bor i området nord for København«, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen til Ugebrevet A4. Op gennem 1990'erne steg den samlede nettoformue - forstået som aktier, værdipapirer, kontanter og bolig - fra 1,34 mia. kroner i 1995 til 2,09 mia. i 2001.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her