Dansk Folkeparti vil have en garanti for, at Danmark i mange år fremover fortsat selv kan fastlægge sin udlændingepolitik. Kravet kommer, efter at statsministeren har lanceret idéen om, at det danske retsforbehold i EU skal ændres, sådan at Folketinget til enhver tid kan melde Danmark ind i de enkelte dele af unionens retlige samarbejde. Frygter 'snedig afskaffelse' af forbehold »Vi ønsker en klar garanti for, at statsministeren står fast på den selvstændige danske udlændingepolitik. I samme øjeblik, der kommer en ny regering, vil Venstre jo blive mødt med krav fra de andre japartier om, at Danmark ikke skal håndhæve forbeholdet på indvandringspolitikken«, siger udlændingeordfører Peter Skaarup (DF). »Ellers er det bare en snedig måde at lokke danskerne til at afskaffe forbeholdet i små bidder«, pointerer han. I Venstres bagland har det i årevis har været god latin at kræve forbeholdene af vejen jo før jo bedre, og det er da heller ikke alle steder, at statsministerens nye kurs får opbakning. Et rent trut Partiets fynske amtsformand, Torben K. Jørgensen, lægger ikke skjul på, at han ville foretrække at »trutte rent i trompeten« ved at kræve forbeholdene afskaffet som hidtil. Han forudser, at det vil blive mere end besværligt at argumentere helhjertet for en løsning, hvor forbeholdene ikke skal helt væk. Ynkelig kurs EU-kursen er ynkelig, når man sammenligner med de krav, som EU's ansøgerlande skulle leve op til under optagelsesforhandlingerne sidste år, mener Torben K. Jørgensen: »I den europæiske politik har jeg meget svært ved at blive pragmatiker. Jeg synes, det er ynkeligt, hvis de gamle EU-lande som Danmark begynder med sådan en 'a la carte-politik'. Det er lidt forfærdeligt, at vi ikke er i stand til at holde fast ved den europæiske ide«. Intern kritik i Venstre A la carte-politik er også et udtryk, som Venstres EU-parlamentariker Ole B. Sørensen brugte til at beskrive statsministerens kursskifte, da han onsdag aften var til et møde i Vilsund arrangeret af Venstre i Thy og på Mors. »Vi har skoset SF for at ville føre a la carte-politik. Nu er vi begyndt at gøre det selv. Det er ikke konsekvent«, sagde Ole B. Sørensen ifølge De Bergske Blade. På mødet skal EU-parlamentarikeren samtidig have beskyldt statsministeren for at have ført Venstre ind på en langt mere fodslæbende kurs end under forgængeren Uffe Ellemann-Jensen. Damplokomotiv »Venstre mangler den gejst og det engagement, som Uffe Ellemann udviste i EU-politikken. Fra at være et TGV-højhastighedstog er vi blevet et damplokomotiv«, hedder det i referatet fra Venstres møde. Hverken Uffe Ellemann-Jensen eller dennes forgænger på posten som Venstres formand, Henning Christophersen, har ønsket at kommentere statsministerens udspil. Amtsformænd støtter Men i Venstres bagland lyder der også klapsalver over kursen. Flere amtsformænd erklærer sig fuldstændig enige med statsministeren i at forsøge at finde en vej, hvor den stramme danske udlændingepolitik bliver bevaret, mens resten af EU-forbeholdene forsøges afskaffet ved en folkeafstemning. Den århusianske amtsformand, Søren Hilligsøe, erklærer sig »hundrede procent enig med statsministeren«. Udspillet kobler på forbilledlig vis EU-politikken med den indenrigspolitiske virkelighed, lyder argumentet. »Hvis forbeholdene blev lagt ud til folkeafstemning, som de er i dag, så garanterer jeg for, at det ville falde. Og havde vi så fået noget ud af det? Det mener jeg ikke. Tværtimod har vi noget ud af at få fjernet de andre forbehold med den lille detalje på det retlige område, som gør, at vi måske kan få resten til at glide ned«, siger Søren Hilligsøe. »Rimelig stram« Amtsformand Jørgen Møller fra Roskilde Amt ligger på samme linje. Han roser samtidig statsministeren for at fremtidssikre udlændingepolitikken. »Jeg er rimelig stram, hvad angår udlændingepolitikken, den er meget vigtig for Danmark. Og jeg er ikke helt vild med EU's udlændingepolitik. Det kan da godt være, at der sker nogle ting i EU, som vi også kan leve med, men det kan vi ikke i øjeblikket«, siger Jørgen Møller. Konservativ skepsis Også fra konservativt hold har der lydt skeptiske røster. Partiet gik til valg på at afskaffe samtlige forbehold, og finansordfører Lars Barfoed har sagt, at han ikke automatisk vil bakke planen op, før sagen er diskuteret på et gruppemøde. Bendtsen er ikke skeptisk Udenrigsminister Per Stig Møller (K) er på rejse i Latinamerika, men de konservatives formand Bendt Bendtsen udtrykker fuld opbakning til regeringens plan. »Jeg bakker helt op om de linjer, regeringen har lagt i den her sag. Det er ikke nogen hemmelighed, at både V og K vil af med forbeholdene. Vi har lagt vægt på en stram og en retfærdig udlændingepolitik, og det er bakket op af danskerne i forbindelse med folketingsvalget«, siger Bendt Bendtsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























