Mænd dør i gennemsnit fem år før kvinder. Og det er gentaget så mange gange, at det næsten er blevet en sandhed, at det blandt andet skyldes mænds utilbøjelighed til at gå til læge, når de fejler noget. Men det er en sandhed, som nu får sig et ordentligt skud for boven. Lidt flere indlæggelser end kvinder Seniorforsker Knud Juel, Statens Institut for Folkesundhed, har analyseret alle data om de to køns kontakter med sundhedsvæsenet, og hans resultater er overraskende: »Hvis man regner alle indlæggelser fra, som har noget at gøre med graviditet, fødsel eller kønsspecifikke sygdomme i for eksempel kønsorganer og bryst, så ser det helt anderledes ud. Så har mænd i alle aldersgrupper faktisk lidt flere indlæggelser end kvinder«, siger Knud Juel. Han tilføjer, at han i sin analyse naturligvis også har fraregnet de sygdomme, der er specifikke for mænd, eksempelvis prostatakræft, testikelkræft og brok. Billedet forvrænges af børn Billedet forvrænges af et stort antal indlæggelser og lægebesøg i netop den alder, hvor kvinder søger læge på grund af prævention, graviditet, fødsler og andre sygdomme, der er særlige for deres køn. Det tyder på, at der ikke er nogen forskel på de to køns kontakter med sundhedsvæsenet i forbindelse med alle de sygdomme, der er fælles. Og at forklaringen på mænds overdødelighed derfor ikke kan være underbehandling. De mest nøjagtige data har Knud Juel på de to køns sygehusindlæggelser, som han har analyseret for hele 2002. Kvinder indlagt mere »Det er rigtigt, at kvinder totalt har 11 procent flere indlæggelser end mænd. Men den overhyppighed er meget ulige fordelt på aldersgrupper. Kvinder har langt flere indlæggelser end mænd i alderen mellem 15 og 55 år og især mellem 25 og 34 år, hvor der er indlagt tre gange så mange kvinder som mænd«, siger Knud Juel. Nogenlunde det samme billede tegner sig af kontakterne til de praktiserende læger, dog med en beskeden overvægt af kvindelige patienter også i de ældre aldersgrupper. Men hér er det ikke muligt på samme måde at analysere tallene i dybden, fordi der ikke findes nogen registrering af årsagerne til lægebesøg. »Men mønsteret minder om det, vi ser for hospitalsindlæggelser. Der er ingen tvivl om, at der er særligt mange kvinder, der går til deres egen læge i netop den alder, hvor det handler om graviditet, fødsler og kønsspecifikke sygdomme«, siger Knud Juel. Lidt af en skrøne En stor europæisk undersøgelse af mænds helbred har som en af konklusionerne, at overdødeligheden blandt mænd blandt andet kan skyldes, at mænd viger tilbage for at søge læge og derfor ikke altid får den nødvendige behandling. »Men det er altså lidt af en skrøne. Så hvis man vil gøre noget ved mænds overdødelighed, skal man ikke først og fremmest satse på at få dem til lægen«, siger Knud Juel. »Man må søge andre løsninger«. Det nystiftede National Selskab for Mænds Sundhed ønsker mere forskning i emnet, og Syddansk Universitet i Odense arbejder på at skaffe midler til en center om mænds sundhed.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























