Trafikministeren er ikke i tvivl om den københavnske metros velsignelser, selv om han føler sig overbevist, at der også i fremtiden fra tid til anden vil opstå problemer med metroen. Ørestadsselskabet får ros for hurtigt at stoppe metroen, da metrodøren blev revet af. »Kunderne skal følge sig fuldkommen trygge ved at køre i metroen, og sikkerheden må aldrig være til diskussion. Derfor var jeg glad for, at der blev handlet, som der blev, da situationen opstod«, siger Flemming Hansen (K). Er det en mandagsmetro København har fået? »Bestemt ikke. Der er ikke noget sted i verden, at et så stort togsystem har fungeret fra dag 1. Der vil altid være nogle indkøringsproblemer«. Har du mod på endnu flere etaper af metroen? »Det her uheld har bestemt ikke skræmt mig. Der kan altid ske fejl ved sådan et nyt system. Det var glædeligt, at det skete under en prøvekørsel, og dørene er blevet gennemgået«. Metroen har haft færre passagerer end forventet? »Jeg tror, at der er to årsager til det. Den første rute, der blev åbent (Nørreport til Amager, red.), har ikke haft færre passagerer end forventet, men etape to ud til Frederiksberg har haft færre passagerer. Og specielt Forum Station har ikke haft så mange passagerer hen over sommeren. Jeg tror først, at vi får fuld effekt af den etape, når den bliver åbnet helt ud til Vanløse. Og systemet bliver komplet«. En ringmetro vil koste mellem 10 og 15 milliarder kroner. Det kan man få ganske mange andre trafikinvesteringer for? »Ja, det kan man, men nu undersøger vi metroringen, og så tager vi stilling, når vi kommer så langt. Jeg tror meget på en metroløsning. Det er med til at gøre København til en endnu mere international by og samtidig den mest effektive måde at få folk transporteret hurtigt på. En metro kører under jorden fri for anden trafik, som for eksempel en sporvogn gør«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























