Råd: Siksak-kurs over for socialt udsatte

Lyt til artiklen

»Der bliver taget med den ene hånd og givet med den anden«. Sådan karakteriserer formand for Rådet for Socialt Udsatte Preben Brandt regeringens arbejde. Rådet efterlyser i sin første årsrapport en større helhed i indsatsen over for socialt udsatte. Årsrapporten roser regeringen for, at der er sket forbedringer af behandlingsindsatsen over for stofmisbrugere og psykisk syge, og at der er taget initiativ til oprettelse af flere botilbud. Men samtidig kritiserer rådet, at der er sket nedskæringer i de indkomstoverførsler, der er eksistensgrundlaget for de socialt udsatte. Regering lever ikke op til handlingsplan Rapporten konkluderer, at regeringen ikke lever op til de målsætninger, den selv har skrevet ind i handlingsplanen for socialt udsatte 'Det Fælles Ansvar' fra 2002. Her står der, at de svages muligheder for at skabe en tryg og meningsfuld tilværelse skalt styrkes. Og det fremhæves, at 'et almindeligt arbejde kun vil være realistisk for en mindre del af denne gruppe'. Den konklusion passer ifølge rådet ikke sammen med regeringens faktiske politik, hvor regeringen lægger stor vægt på at styrke tilskyndelser til at komme i arbejde ved at sænke størrelsen af de sociale ydelser også for de svageste. Rådet kritiserer endvidere regeringens plan om at sælge ud af de almennyttige boliger. Planen vil gøre det meget sværere for den hjemløse igen at få foden under eget bord. Sammenhæng »Regeringen skal være mere opmærksom på den politik, de fører på andre relaterede områder, for eksempel bolig-, uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik. Man skal se på sammenhængen, ellers bliver socialpolitikken punktagtig, og helheden fortaber sig«, siger Preben Brandt. Socialminister Henriette Kjær (K) synes, at regeringen sikrer et godt samspil mellem de forskellige områder. De stramninger, der er sket inden for beskæftigelsen, er ikke udtryk for en uensartet indsats: »Det kan godt lyde hårdt i nogens ører, men jeg synes, det er den rigtige politik. For mange af de mest udsatte er det selvfølgelig urealistisk, at de kan komme i arbejde. Men alle dem, der har mulighed for en form for skåne- eller fleksjob, hjælper vi bedst ved at få dem i gang, ellers gør vi dem en bjørnetjeneste. Der er nogle kontanthjælpsmodtagere, der lige skal have et økonomisk puf«. Socialministeren mener desuden, at rådet overvurderer konsekvenserne af salget af almennyttige boliger: »De penge, der kommer ind ved salget af boligerne, skal gå til at opføre nye boliger, som de socialt udsatte kan bo i uden at skulle købe dem. Vi mangler boliger, så det vil i sidste ende give flere boliger også for de udsatte og de boligløse«, siger Henriette Kjær.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her