Det var det tidligere medlem af Bandidos Mickey Borgfjord Larsen, der i formiddag blev dræbt ved et bombeattentat ved kapellet ved Amtssygehuset i Glostrup. Det oplyste Glostrup Politi på et pressemøde i eftermiddag. Afsonede fængselsdom Den 32-årige afsonede en dom på otte år for for frihedsberøvelse, grov vold, trusler, revolverskud mod en bilist og tyveri af seks millioner cigaretter, som han blev idømt i 2000. Han gik regelmæssigt til fysioterapi på Amtssygehuset i Glostrup, formentlig for en knæskade. Det var under et af disse besøg på hospitalet, at han blev offer for bilbomben. Tidligere har Kriminalforsorgen afvist at give Mickey Borgfjord Larsen udgangstilladelse til at besøge sin familie med den begrundelse, at han skulle være i livsfare på grund af sit udestående med Bandidos. Mente ikke selv at han var dødstruet Mickey Borgfjord Larsen har selv udtalt til Ekstra Bladet, at han ikke selv mente, at han var dødstruet. Han betragtede det som chikane mod ham, at han ikke kunne få udgang. Ifølge Glostrup Politi er Mickey Borgfjord Larsen blevet udsat for trusler, mens den dræbte selv under retssagen tilbage i 2000 sagde: »Jeg har brændt alle broer bag mig. Jeg er ikke længere en del af det kriminelle miljø, og der er ingen grund til at gøre mig farlig«. Der har tidligere været god grund til at passe ekstra godt på Mickey Larsens liv. Han var nær ven af den tidligere lokalpræsident i Bandidos Claus Bork Hansen, der blev likvideret for tre år siden i Vanløse. Mickey Larsen var selv i unåde, i såkaldt 'bad standing', og i forbindelse med mordet på vennen svirrede det med oplysninger om, at Mickey ville blive den næste. Den 32-årige dræbte eksrocker er også kendt under navnene Nicklas Bent Larsen og Mickey Hochheim.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























