Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Danske politikere afviser at øge sikkerheden

Lyt til artiklen

De danske politikere på Christiansborg diskuterer torsdag sikkerhedsniveauet i lyset af drabet på den svenske udenrigsminister Anna Lindh. Fogh: Politiets afgørelse Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) siger, at regeringen ligesom hidtil vil lade det være op til politiet at afgøre, hvordan sikkerhedsforanstaltningerne for politikerne skal være. Drabet på Lindh har endnu ikke affødt nye sikkerhedstiltag i Danmark, oplyser han. Men hvis politiet nu vil optrappe sikkerheden, så vil regeringen naturligvis tage stilling til det, lyder meldingen fra Fogh. Tingets formand: Ingen nye foranstaltninger Folketingets formand, Christian Mejdahl (V), siger, at drabet ikke vil føre til ekstra sikkerhedsforanstaltninger på Christiansborg ud over dem, der er indført i kølvandet på terrorangrebet for to år siden i USA og sidste års maling-attentat mod statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller. De nye foranstaltninger drejer sig i hovedsagen om skærpet personkontrol ved indgangen. »Den situation (drabet på Lindh) er afskyelig og frygtelig, som den er, men svær at dække sig for. Vi skulle jo have samtlige folketingsmedlemmer og ministre til at gå med bodyguards. Og det kan vi ikke«, siger Mejdahl. 'Hold hovedet koldt' Den melding er partierne på Christiansborg generelt enige om. Fra Enhedslisten, fra de to tidligere udenrigsministre, Niels Helveg Petersen (R) og Mogens Lykketoft (S), fra den radikale leder, Marianne Jelved, og fra andre borgerlige politikere lyder meldingen, at det vil være en fare for demokratiet, hvis den personlige sikkerhed trappes op for politikerne, så de ikke færdes frit blandt 'almindelige' mennesker. SF-formanden, Holger K. Nielsen maner til, at 'man holder hovedet koldt og ikke drager for vidtgående konsekvenser', og Mogens Lykketoft, der cykler på arbejde, siger, at et overopbud af sikkerhed risikerer at have den modsatte effekt. Nyrup: Mere sikkerhed et knæfald for forbryderne Samme spor er tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) inde på. Han siger, at mere skudsikkert glas og andre øgede sikkerhedsforanstaltninger vil være et knæfald for voldsmænd og forbrydere. »Så har vi taget et skridt i den retning, som terrorister og sindsforvirrede forbrydere ønsker«, siger Poul Nyrup Rasmussen. Kjærsgaard afviser ikke livvagter Kun Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard siger, at man ikke bør afvise at sætte livvagter på centrale politiske personer, sådan som hun selv har haft, blandt andet efter at være overfaldet på Nørrebro. »Det er så nemt at afvise, hvis man ikke selv har prøvet at stå i en situation, hvor man følte sig truet. Jeg siger ikke, at alle folketingspolitikere skal have livvagter. Overhovedet ikke. Men der kan være visse situationer og visse politikere, der kan have behov for det. Det bliver vi nødt til at erkende, selv om vi alle sammen allerhelst vil have, at alting er, som det har været«, sagde Pia Kjærsgaard. PET revurderer Politiets Efterretningstjeneste (PET) siger torsdag, at tjenesten er i gang med at revurdere, om personbeskyttelsen af de danske politikere er tilstrækkelig. Siden statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blev oversprøjtet med rød maling, er sikkerheden omkring hans person blevet øget. I øjeblikket beskyttes han af to livvagter døgnet rundt. Det skal nu vurderes, om den beskyttelse er tilstrækkelig, eller om den skal udvides til også at gælde andre ministre. »Politiets Efterretningstjeneste kan imidlertid af indlysende årsager ikke udtale sig om, hvilke konkrete sikkerhedsmæssige foranstaltninger der er eller vil blive iværksat som følge af den tragiske hændelse i Sverige. Men vi følger situationen nøje«, siger PET-chefen Lars Findsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her