Radikale vil af med specialundervisning

Lyt til artiklen

Når små Victor'er eller Emma'er bliver sendt til specialundervisning enten på skolen eller i de amtslige tilbud, hvis det står slemt til, kan de blive mærket for livet - de er ikke gode nok. Det mener de radikale, som på partiets landsmøde i weekenden vil vedtage en resolution om at afskaffe specialundervisning. I stedet vil de oprette særlige skolerådgivningscentre, der også kan rykke ud i de enkelte klasser og samtidig efteruddanne lærerne, så børn med problemer kan blive i klasserne. »Differentieret undervisning skal kunne løse den opgave, som vi i dag kalder specialundervisning. Når vi bruger ordet specialundervisning, har vi sat et mærke i panden på nogle børn og derved skilt dem ud. Det burde ikke være nødvendigt, når vi tilrettelægger skolens hverdag med udgangspunkt i det enkelte barn. Det kræver selvfølgelig ressourcer, derfor er det ikke et spareforslag, men et ønske om at gøre skolen rummelig, så den lever op til sit formål«, siger Marianne Jelved (R). Antal henvisninger er forskelligt I gennemsnit henvises hvert 10. barn, men antallet varierer meget fra skole til skole, viser en undersøgelse fra Danmarks Pædagogiske Universitet. Samtidig er udgifterne steget eksplosivt. Kommunernes Landsforening har beregnet, at hver femte krone til skolerne i dag bliver brugt på specialundervisning. Jelved frygter, at den nye folkeskolelov - som R valgte at stå udenfor - betyder, at endnu flere børn fremover bliver udstødt af skolen. »De firkantede bindende trinmål i den nye folkeskolelov gør jo, at lærerne automatisk må måle barnet i forhold til de mål, der er sat op fra centralt hold i stedet for at vurdere det enkelte barn. Derfor er der meget stor risiko for, at det vil føre til større udskillelse af børn. Det strider helt imod tanken om den rummelige folkeskole og er mistillid til lærerne«, siger Marianne Jelved. De radikale mener, at deres forslag betyder, at langt færre børn vil blive sendt ud af klasselokalerne. Men de børn, der stadig måtte have behov for særlig hjælp, skal undervises i kommunale skoletilbud og ikke som i dag, hvor de henvises til amtslige tilbud. Samtidig skal forældre og skole have tilknyttet en form for Ombudsmand, som kan hjælpe, når der ikke er enighed om skolens beslutninger. »Det er vigtigt, at det er folkeskolen og kommunerne, der har ansvaret for de børn, så de ikke bliver kastebold mellem forskellige systemer«, siger hun. S er positiv Umiddelbart er S positiv over for ideen. Men uddannelsesordfører Carsten Hansen tvivler på, at specialundervisningen helt kan nedlægges: »Man kan nå et stykke ad vejen med at lave lærerteam - det gør man allerede nogle steder i dag - men vi tror ikke, at man kan afskaffe den helt. Det er også meget vigtigt, at den ekspertise, som er opsamlet på området, ikke går tabt«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her