Populære lejeaftaler er ulovlige

Lyt til artiklen

Lej nu og køb for en krone efter fem år. Den model for at handle blandt andet hårde hvidevarer eller radio- og tv-udstyr var populær midt i halvfemserne. Men nu fastslår Østre Landsret i tre principielle sager, at de såkaldte lej og køb-aftaler er ulovlige. Kunder har betalt overpris Landsretten konkluderer, at der reelt er tale om kreditaftaler og ikke lejeaftaler. Derfor har kunderne betalt overpris for deres varer. Alle forbrugere, der i sin tid har indgået en sådan aftale, kan derfor med dommen i hånden nu kræve det beløb tilbage, som udgør differencen mellem varens faktiske pris og lejeudgifterne. »Dommen viser, at man ikke kan indgå den slags lejeaftaler. Det er nemlig maskerede kreditaftaler«, siger Jane Frederikke Land, jurist hos Forbrugerombudsmanden, der har kørt to af sagerne ved Landsretten. Det er Jensen Finans K/S, der står økonomisk bag nogle af de firmaer, hvor lejeaftalerne er blevet indgået. Firmaet skal betale 9.475 kroner til de tre forbrugere. Styrelse kender ikke omfanget Forbrugerstyrelsen har ikke tal på, hvor mange kunder, der eventuelt har penge til gode, men i de seneste år har Forbrugerklagenævnet afgjort mere end tyve sager mod Jensen Finans. I øjeblikket kører en lignende sag i Højesteret mod F-Group (Fona og Fredgaard). F-Group er utilfreds med at skulle tilbagebetale differencebeløbet, men vedgår, at det er kreditaftaler. Det har Jensen Finans hidtil afvist. Direktør Kjeld Pedersen ønsker ikke at udtale sig, før han har talt med sin advokat.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her