Sonays sidste timer ligger i mørke

Lyt til artiklen

Nævningerne blev ikke meget klogere på den 14-årige Sonays sidste timer, da Østre Landsret i Næstved torsdag hørte ni vidner fortælle om døgnet op til, at hun søndag 10. februar sidste år blev fundet druknet i Præstø Havn. Den 35-årige turkmenske fader er tiltalt for at have dræbt sin datter i vrede over hendes turbulente teenageliv med mange danske drenge. Han siger, han er uskyldig, og at han ikke har set hende, efter at hun gik op på sit værelse ved 23-tiden aftenen før, hun døde. Har ændret forklaring undervejs Han siger, at han ikke aner, hvad der derpå skete, indtil hun næste morgen blev fundet død. Og selv om retten havde afsat en hel dag til at belyse de afgørende timer omkring drabet, lykkedes det ikke at få udfyldt tidshullet. Men vidneforklaringerne påviste, at den tiltalte undervejs har ændret forklaring om forløbet. Sonays venner blev sendt væk Sonays kæreste og to andre drenge fortalte som vidner, at de havde været sammen med hende om fredagen og lørdagen indtil om aftenen. Da en af drengene senere vendte tilbage mellem klokken 20 og 21, havde Sonays mor sagt, at datteren var gået. En lignende besked fik kæresten dagen efter. Men i virkeligheden havde faderen været samme med datteren i flere timer efter det tidspunkt. Kunne ikke få tidspunkter til at passe Klokken 22.30 var de to på en tankstation, hvor de købte et taletidskort. Da kæresten senere så det forløb i en fjernsynsudsendelse, fik han mistanke til Sonays far: »For de tidspunkter, han havde givet mig, passede ikke«, påpegede den 17-årige mand. Han var nu overbevist om, at Sonay var blevet dræbt af sin far. Var bange for at forløbe sig Derfor havde han bedt om at blive lagt i håndjern, når han skulle vidne. Han var bange for at forløbe sig over for den tiltalte: »Det var på grund af mit temperament. Jeg var bange for, at jeg ville slå ham«, forklarede han retsformand Margit Stassen Skillevæg sat op i retten Retten var ikke meget for at høre et vidne, som var iført lænker. Det lykkedes at tale den unge mand fra sit ønske. Til gengæld blev den tiltalte sat om bag i retslokalet bag et par skillevægge, så han nok kunne høre, men ikke se Sonays venner og kæreste, da de vidnede. De havde været stærkt nervøse for at stå over for den tiltalte, understregede deres sociale støttepersoner. Retten greb derfor til en hurtig ommøblering. Retssagen fortsætter på mandag med forklaring fra Sonays mor og andre familiemedlemmer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her