Kommunerne bygger nye pasningspladser i tusindvis

Lyt til artiklen

Frygten for, at kommunerne sabler antallet af institutionspladser ned med henvisning til faldende børnetal er overdrevet. I stedet for sparekniven griber en lang række kommuner i stedet murskeen og bygger tusindvis af nye pladser. Det viser Politikens Kommunerundspørge til landets 271 borgmestre, som er ved at finpudse budgetterne for næste år. 4.500 nye pladser i 68 kommuner Ganske vist reducerer 83 kommuner med 700-800 pladser, men det mere end opvejes af de 68 kommuner, som bygger ud med over 4.500 nye daginstitutionspladser. »Udbygningen er overraskende høj, men kommunerne budgetterer i tråd med det lokale behov, så der må jo komme flere børn til end ventet i nogle kommuner«, siger cheføkonom Jan Olsen, Kommunernes Landsforening (KL). En yderligere forklaring kan ifølge cheføkonomen være et stigende antal forældre, som ønsker kommunal pasning. I KL's økonomiske aftale med regeringen om økonomien for 2004 forudsættes det, at kommunerne skal flytte en del af pengene til børnepasning til folkeskolen, hvor børnetallet notorisk stiger. »Allerede under forhandlingerne understregede vi, at den øvelse kan langtfra alle kommuner lave«, tilføjer Jan Olsen, som ikke umiddelbart har meldinger på, at de ekstra børn går ud over ressourcerne til folkeskolen næste år. Minister overrasket Den massive udbygning kommer også bag på socialminister Henriette Kjær (K): »Det er da glædeligt, at det er kommet på mode at få flere børn - tre er jo i øjeblikket næsten det mindste. Men det er også dyrt, og jeg tolker også udbygningen som udtryk for, at kommunerne lukker dagpleje og i stedet bygger institutioner«, siger hun. BUPL glæder sig I pædagogernes fagforening BUPL glæder formand Bente Sorgenfrey sig over udviklingen. »Vi har faktisk hele tiden advaret om, at faldet i børnetallet nok ikke blev så slemt endda, og det ser ud til, vi får ret«, siger hun. Danmarks Statistiks befolkningsprognose vurderer et svagt fald i antallet af nye danskere fra 63.922 i 2002 til 62.540 i 2005.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her