» De gennemgående principper i de nye retningslinjer er, at graviditet, fødsel og barselperiode er en normal livsproces« ( Sundhedsstyrelsens retningslinjer for svangreomsorg, 1998)
Sundhedsvæsenets officielle holdning til den gravide er glasklar - det er ikke en sygdom at være gravid. Sundhedsstyrelsen bekræftede denne holdning, da den i oktober 2002 udsendte et notat, der vurderede, hvor langt amterne var kommet med at indføre de nye retningslinjer.
Her blev det endnu engang understreget, hvor normalt det er at skulle have et barn. I notatet hed det, at graviditet, fødsel og barselperiode er normale livsprocesser, som ikke bør medikaliseres unødigt.
Afdelingslæge Tove Petersen er en af Sundhedsstyrelsens sagkyndige på dette område. Notatet fra 2002 bærer hendes underskrift. Hvordan kan man sige, at det er en helt normal livsproces at være gravid, når alt i systemet samtidig er gearet til at tilbyde den gravide et hav af undersøgelser, skanninger og lægetjek?
»Jamen vi må erkende, at der er et skisma i dette her. Det er jo ganske normalt at skulle føde, men alligevel møder sundhedsvæsenet frem med en lang række mere eller mindre teknologiske tilbud til den gravide. Det handler om, at vi giver den bedst mulige støtte til, at fødslen kan foregå ukompliceret. Men der er kommet meget teknik ind i en proces, som dybest set burde være noget, den gravide og jordemoren kunne klare selv«.
Få måneder efter udsendelsen af oktober 2002-notatet, der understregede svangerskabets naturlighed, var Sundhedsstyrelsen klar med en ny publikation, Fosterdiagnostik og risikovurdering. Tove Petersen sad i arbejdsgruppen, der lavede rapporten.
Blandt dens anbefalinger er, at alle gravide - uanset alder - bør have mulighed for at blive skannet for mongolisme hos barnet.
»Det har altid været en del af svangretilbuddene, at man skulle forsøge at fange problemerne i tide. Selvfølgelig er det naturligt at være gravid, men vi ved jo også, at en lille del af børnene fejler noget, og det kan nogen gange være så alvorligt, at forældrene måske hellere vil have en abort. Vi siger ikke, at folk skal lade sig undersøge for alt muligt, men for de hyppigste problemer vil vi anbefale, at man lader sig risikoscreene. Folk skal vide, at hvis de er bekymrede, så kan vi gå ind og undersøge det for dem«, siger Tove Petersen. Hospitalisering
Strukturen i sundhedsvæsenet signalerer ikke normalitet til den gravide. Udviklingen i antal af fødesteder følger fuldstændigt udviklingen i antal sygehuse. Nøgleordene er centralisering og hospitalisering. Inden for de seneste 10 år er antallet af fødesteder faldet fra 67 til 43 på landsplan - fordelt på 14 amter og Hovedstadens Sygehusfællesskab. I to af amterne er der i dag kun ét fødested, og fire amter har blot to fødesteder.
Budskabet er klart - fød dit barn på et stort centralsygehus, hvor personalet er gearet til at tage sig af dig, og teknikken og sikkerheden er optimal. De gravide følger trop. For et par generationer siden var hjemmefødsler ganske almindelige, nu er de et helt marginalt fænomen. I 2001 fødte 587 kvinder hjemme.
»Det er jo ingen sygdom at være gravid, og vi forsøger da også ikke at gøre den gravide til patient, at undgå den store teknologiske omklamring af kvinden. Men vi må erkende, at den stik modsatte udvikling finder sted på de store sygehuse. Prænatal fosterdiagnostik er på vej, og med den kommer masser af nye tilbud om at lade sig undersøge. Det vil forcere udviklingen yderligere, og det vil betyde mange - ofte umulige - valg for den gravide«, siger de praktiserende lægers formand, Jørgen Lassen. 'Uheldig udvikling
Formanden for de danske jordemødre, Lillian Bondo, påpeger, at jordemoderarbejdet i stigende grad er rykket fra at bo i den primære sundhedssektor, altså samme sted som sundhedsplejersker og praktiserende læger, til nu at bo i sygehussektoren de fleste steder i landet.
Det har været en uheldig udvikling, for det har betydet en nedprioritering af forebyggelsesarbejdet. Skal der i et sygehusbudget vælges mellem raske og syge, så vælger man selvfølgelig at hjælpe de syge.
Men dermed forsvinder hele formålet med forebyggelsen.
»Mange gravide opfatter sig som patienter, og læger og jordemødre har i høj grad været medvirkende til det. Jeg mener, at mange gravide kan have ret i at føle, at graviditet er en sygdom. For vi opfører os, som om det er en sygdom«, siger Lillian Bondo.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























