Tre sønderjyske folketingspolitikere vil have justitsminister Lene Espersen til at få de tomme og nu overflødige grænsebygninger og kontrolbokse fjernet. De giver de rejsende til Danmark et trist indtryk, siger politikerne ifølge Jyske Vestkysten. »Det er ikke noget smukt syn at passere grænsen i dag«, skriver folketingsmedlemmerne Helga Moos, Peter Christensen og Eva Kjer Hansen i et brev til ministeren. »Siden Danmark tiltrådte Schengen-samarbejdet i marts 2001, har bygningerne været overflødige, og vi finder det beskæmmende, at der endnu ikke er sket en retablering og forskønnelse af grænseovergangene«, fortsætter de tre MF´ere. Tyskerne fjerner deres huse På tysk side er der nu truffet beslutning om, at de tyske grænsebygninger vil blive fjernet i 2004. »Tiden går, uden at der sker noget. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor sagen trækkes i langdrag i stedet for at få truffet en beslutning«, siger Eva Kjer Hansen. Det kan dog vare et stykke tid, inden der kommer en udmelding fra Lene Espersen. Hun gik i går på barselsorlov. Indtil videre varetager kulturminister Brian Mikkelsen (K) opgaverne i Justitsministeriet.
Politikere vil have forladte grænsebygninger væk
Lyt til artiklen