Alle kommuner skal til at benytte sig af familierådslagning som en metode til at hjælpe socialt belastede og/eller kriminelle børn på ret køl. Det mener socialminister Henriette Kjær (K), der vil sikre, at metoden kommer til at spille en vigtig rolle i en kommende reform af anbringelsesområdet. Kjær: Opmuntrende mange ressourcer Henriette Kjær reagerer på den første samlede evaluering af danske forsøg med rådslagning i syv kommuner og en bydel i København: »Med anvendelse af familierådslagning i børnesager sætter vi barnets tarv klart i fokus og sikrer, at både barnet og forældrene bliver hørt og taget alvorligt. Det er opmuntrende, at der dukker så mange ressourcepersoner op i barnets nære netværk, som tidligere har holdt sig tilbage - måske fordi de var bange for at blande sig i familiens private forhold. Forhåbentligt kan en mere udbredt brug af familierådslagninger føre til, at der bliver færre tvangsfjernelser i fremtiden«, siger Henriette Kjær. Mere ligeværdigt samspil 65 familier deltog i evalueringen. Den viser, at forældrenes samspil med forvaltningen bliver mere ligeværdigt, og forældrene føler sig som reelle partnere i processerne. For de involverede børn betyder rådslagningen især, at de tager del i beslutningerne og bliver taget alvorligt, når der skal findes svar på vigtige spørgsmål i deres liv. Inddragelse af familien Tanken er at inddrage familien i barnets problemer i stedet for at tage den ud af familien. Familien vælger en eller flere personer omkring barnet, de har tillid til. Sammen med en sagsbehandler lægger den udvidede familie en handleplan for barnet og familien, som den kommunale forvaltning skal godkende. Mange kommuner benytter sig allerede af familierådslagning. Ifølge en undersøgelse, Jyllands-Posten foretog sidste efterår, bliver metoden allerede brugt eller er på vej til at blive brugt i hver fjerde kommune.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























