Forsvarets fagforeninger er glade for forsvarschefens udspil til et nyt, slankere og mere professionelt forsvar. Også selv om reformerne vil betyde nedlæggelse af kaserner og færre ansatte. Klare målsætninger skaber tryghed »Udspillet har en klar målsætning for omstruktureringerne. Det kan faktisk opleves som mere tryghedsskabende end de spareplaner, vi er blevet udsat for i de sidste par år«, siger Svend Erik Larsen, som er formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening. »Selvfølgelig vil der ske omvæltninger og omstruktureringer. Der er jo lagt op til at skære alt det overflødige fedt væk. Men det vil ske ud fra en samlet plan, som folk kender og kan se formålet med«, siger han. Netop nu er forsvaret i gang med at gennemføre en omfattende spareplan, fordi det ikke er lykkedes at holde budgettet de sidste par år - og politikerne har afvist at komme med flere penge. Nutidens krav Ideen med forsvarschefens udspil er netop at skræddersy forsvaret til nutidens krav og det budget på omkring 17 mia. kr. årligt, som politikerne har vedtaget. Udspillet er forsvarets indspark til de politiske forhandlinger om nyt forsvarsforlig. Forening glad for at slippe for 'salamimetode' Centralforeningen for Stampersonel, CS, er også tilfreds med initiativet. »Vi hader den der salamimetode, vi har været udsat for de seneste år. Det er langt bedre med en slankere struktur, som der så er penge til at betale for«, siger næstformand i CS Gerhard Bredo Simonsen. »Men selvfølgelig giver udsigt til så omfattende strukturændringer en masse usikkerhed hos folk. Der vil komme en masse rygtedannelser og nervøsitet. Det kan ikke undgås«. Helsø: Ingen vej uden om Forsvarschef Jesper Helsø rejser i disse dage rundt for at fortælle forsvarets ansatte om udspillet. »Jeg tror, at mange - mig selv inklusive - vil opleve det som et dramatisk kursskifte. Men jeg håber også, at det er helt indlysende, at der ingen vej er udenom. Det er nødvendigt«, skriver Helsø på Forsvarskommandoens hjemmeside.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























