Politiet anholder omtalt dansk-marokkaner

Lyt til artiklen

Politiet i København har anholdt dansk-marokkaneren Said Mansour og sigtet ham for hæleri. I Københavns Dommervagt blev anholdelsen af Said Mansour fredag formiddag opretholdt i foreløbig tre døgn. Dommeren afviste politiets ønske om en decideret varetægtsfængsling. Aflyttet i fem år Fængslingen kommer fem dage efter, at Berlingske Tidende i en stort opsat artikel beskrev, hvordan Said Mansour i årevis er blevet aflyttet af Politiets Efterretningstjeneste (PET). Telefonaflytninger skal ifølge avisens anonyme kilder have afsløret, at Mansour blandt andet har været i kontakt med topfolk i terrornetværket al-Qaeda, heriblandt imamen Abu Qutada i London, der regnes for at være al-Qaedas åndelige og finansielle topfigur i Europa. Tre dage til at retfærdiggøre fængsling Men fredagens sigtelse går altså alene på hæleri. Chefen for Københavns Politis røveriafdeling, kriminalinspektør Henrik Svindt siger, at politiet nu har tre dage til at fremskaffe yderligere materiale, der kan begrunde en varetægtsfængsling. Hæleri af computer- og fotoudstyr Said Mansour blev anholdt i sit hjem torsdag eftermiddag. Han er sigtet for hæleri af bærbare computere og fotoudstyr til en værdi af ikke under 200.000 kroner. Udstyret er fundet af politiet under ransagning af hans bopæl. Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre. Said Mansour mødte op i lilla dragt, hvid hovedbeklædning og sandaler og nægtede sig skyldig. Vil ikke begrunde lukkede døre Kriminalinspektør Henrik Svindt ønsker ikke at oplyse nøjagtig, hvorfor politiet ønskede grundlovsforhøret holdt uden offentlighedens og herunder pressens tilstedeværelse. Der er ikke umiddelbart yderligere sigtelser på vej mod Said Mansour, oplyser politiet. Justitsministeren er orienteret Justitsminister Lene Espersen (K) oplyser, at hun er blevet oplyst om anholdelsen af Said Mansour. Politiet i København har sigtet dansk-marokkaneren for hæleri af bærbare computere og fotoudstyr. Said Mansour er også blevet sigtet for overtrædelse af våbenloven. »Jeg blev orienteret da Said Mansour var anholdt. Det er naturligt, at justitsministeren bliver orienteret i forbindelse med sådan en sag. Men ellers kommenterer jeg ikke konkrete sager«, siger Lene Espersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her