S: Institutioner skal have regler om børn

Arkivfoto: Jan Grarup
Arkivfoto: Jan Grarup
Lyt til artiklen

Et kig i læreres, pædagogers og frivillige foreningslederes straffeattest er ikke nok til at forebygge krænkelser mod børn, mener Socialdemokraterne. Forslag blev nedstemt Partiet vil i næste folketingssamling genfremsætte et lovforslag om, at alle skoler, børnehaver, døgninstitutioner og plejetilbud samt de frivillige organisationer skal have regler for omgang med børn. Forslaget blev stillet sidste år, men nedstemt af regeringen samt DF. »Et tjek i strafferegistret er overhovedet ingen sikkerhed mod de risici, børn er udsat for i hverdagen. Det er kun få seksuelle krænkere, der bliver dømt«, siger socialordfører Sandy Brinck (S), en af forslagsstillerne. Socialdemokraterne vil have, at alle institutioner formulerer retningslinjer i forhold til ansættelser, leveregler for omgang med børnene samt retningslinjer for hvilke signaler, man skal reagere på og hvordan. Et skridt videre Dermed går Socialdemokraterne et skridt videre end regeringen lægger op til i sin handlingsplan om forebyggelse af seksuelt misbrug af børn, hvor den nøjes med at anbefale etableringen af lokale forholdsregler og beredskaber. Det var i går ikke muligt at træffe socialminister Henriette Kjær (K) eller justitsminister Lene Espersen (K). Forslaget bliver blandet modtaget af organisationsfolk. Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, synes godt om, at reglerne skal formuleres ude i institutionerne. Men han er lidt forbeholden over for virkningerne: »Hvis vi overfokuserer, kan det resultere i, at lærere bliver bange for den naturlige omgang med børn. Vi skal passe på med at være bange for sund kontakt med hinanden«, siger han. Bente Sorgenfrey, formand i Forbundet for pædagoger og klubfolk (BUPL) synes derimod godt om forslaget. »Retningslinjer er vigtige redskaber. For sager om krænkelser og overgreb kommer altid som en bombe og kan splitte en institution ad«, siger hun. Hun mener, at det vil blive for bureaukratisk, at hver institution skal udforme egne procedurer: »Sikkerhedsprocedurerne bør formuleres i hver kommune. Jeg vil gerne forpligte de kommunale politikere til at tage problemet alvorligt«. Omfatter alle institutioner Forslaget omfatter alle organisationer, foreninger og institutioner, hvor der er børn. Sandy Brinck mener, at det især er vigtigt for offentlige institutioner: »Sikkerhedsprocedurer må først og fremmest være et krav til offentlige institutioner. Vi må feje for egen dør, før vi løser problemerne for idrætsforeninger og frivillige ledere«, siger hun. Formand i De Danske Gymnastik og Idrætsforeninger (DGI), Søren Møller, er skeptisk: »Jeg tror, man kan opnå et lige så godt resultat uden lovgivning. Ved at lovgive udtrykker man mistillid til de frivillige«, mener han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her