4.000 storrygere fra københavnsområdet skal medvirke i en undersøgelse, der skal vise, om der kan reddes menneskeliv ved at screene for lungekræft. Projektet ventes at blive sat i gang sidst på året, »Oprindelig var det planen at lade 10.000 rygere indgå i undersøgelsen, men det kunne der ikke rejses tilstrækkeligt med midler til. Til gengæld har vi allieret os med forskere i Holland og Frankrig for at udvide undersøgelsen«, siger overlæge Jesper Holst Pedersen, amtssygehuset i Gentofte. Fordeles efter lodtrækning De 4.000 storrygere vil blive fordelt efter lodtrækning i en skannings- og en ikkeskanningsgruppe. Kun på den måde kan forskerne få vished for, at der vitterlig er noget at hente ved at skanne. Ideen er, at rygerne ved at blive skannet en gang om året kan få afsløret en eventuelt begyndende lungekræft og få den fjernet i tide. Præcis som det allerede nu gøres i Danmark ved brystkræft og livmoderhalskræft. Lungekræft er enhver rygers skræk - og med god grund. En italiensk undersøgelse, der bringes i tidsskriftet The Lancet, oplyser, at over 90 procent af lungekræftpatienterne i Europa dør inden for fem år. Det er en prognose, der er værre end de fleste andre kræftformers. Men italienerne fortæller også, at overlevelsen er over 80 procent, hvis lungekræftsvulsten kan findes og fjernes inden den har nået en størrelse på 2 cm i diameter. Den mulighed skulle principielt være til stede, hvis man betjener sig af den nyeste højteknologi. Italienerne har brugt en kombination af CT- og PET-skanning, og med det udstyr er det faktisk muligt at spore selv meget små svulster og derved redde menneskeliv, konkluderer de i The Lancet. »Det glæder os at høre, for vores undersøgelse skal netop foretages ved hjælp af CT-skanning suppleret med PET-skanning i et samarbejde med Rigshospitalet. Undersøgelsen skal løbe over fem år, og vi vil også undersøge, hvordan det at blive skannet regelmæssigt egentlig påvirker folks rygevaner. «, siger Jesper Holst Pedersen. Projekt for hårdkogte rygere Kun mennesker, hvis lunger har hilst på den farlige røg i længere tid, kan komme ind i billedet som »kunder« til screening for lungekræft. Af den simple grund, at det stort set kun er rygere, der får denne kræftform. Uheldigvis rammer lungekræft også en gruppe, der måske tror sig sikkert i havn: dem, der allerede har kvittet tobakken, eksrygerne. I USA konstateres over halvdelen af de nye tilfælde af lungekræft hos tidligere rygere, og i Danmark er 30 pct. af lungekræftpatienterne folk, der er stoppet med at ryge.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























