Jensby forsvarer omdiskuteret ordvalg

Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) forsvarer, at han har kaldt drabet på to irakere for en »kamp«, selv om de ingen våben havde. Han indrømmer, at man kan kalde »kampen« for ensidig. Jensby brugte vendingen »kamp« søndag 17. august - dagen efter episoden - og han baserede sine udtalelser på en indberetning fra Irak, hvor der også stod, at man foreløbig ingen våben havde fundet. Hverken på irakerne eller i deres lastbil. Fandt ingen våben »Det, jeg vil gøre opmærksom på i al stilfærdighed, er, at den omstændighed, at der ikke er fundet våben i lastbilen eller hos irakerne ikke er ensbetydende med, at de ikke har været bevæbnede. Enhver ved, at man kan smide sine skydevåben, pistoler og hvad ved jeg væk«. »Så står der også i beretningen, at da soldaterne skred til anholdelse, blev der åbnet ild. Og mere står der ikke. Der står ikke, hvor ilden kommer fra. Jeg har så sagt, at det skete under en kamp. Man kan så diskutere, hvad en kamp er, men for mig som gammel politimand kan det godt være en kamp, når man skal til at anholde personer. Jeg har ikke på noget tidspunkt sagt, at irakerne har skudt. På intet tidspunkt«. Hvorfor talte du om kamp, når der stod i indberetningen, at der ikke var fundet våben?

»Jamen, man kan da godt tale om kamp, selv om der ikke har været våben«. Det er vel en ensidig kamp?

»Ja, det har det jo nok desværre været. Men læg mærke til, at jeg ikke har talt om skudveksling. Jeg havde jo ingen chancer for at vide noget som helst om, hvad der er sket«. Når du siger, at du ikke havde en chance for at vide, hvad der var sket, skulle du så ikke have holdt dig for god til at sige, at det var en kamp?

»Når I journalister kommer, så vil I have en kommentar - og det var jeg så nødt til på baggrund af den indberetning«. Men kunne du ikke have fortalt, at der ikke blev fundet våben på bilen eller irakerne. Hvorfor var det ikke væsentligt at fortælle?

»Der står, at der ikke blev fundet våben, men måske havde de bare smidt dem væk. Det har mine 34 år i politiet lært mig«. Hvorfor kunne du ikke korrigere ordet kamp tre dage efter, hvor forsvaret endeligt får at vide, at irakerne var ubevæbnede?

»Fordi det fik jeg ikke nogen besked om. Jeg fik først en melding fra auditørerne her i mandags. Jeg har naturligvis spurgt i mit hus, men de siger, at vi ikke tidligere fik beskeden, og det er grunden til, at jeg ikke har sagt noget i medierne«. Hvorfor kom informationen ikke videre til dig?

»Vi må have fastlagt, om det er korrekt, at auditørerne allerede onsdag har orienteret forsvaret om, at de kunne fastslå, at de var ubevæbnede. Jeg aner det ikke«. Men du havde foretrukket, at du også fik den oplysning?

»Altså, hvis jeg havde vidst det i onsdags, så havde vi sagt, at der ikke var tale om bevæbnede irakere. Hvorfor skulle vi vente med det? Jeg havde bare intet hørt om det, og nu vil jeg være sikker på, om det også er sandt«. Undervejs er den danske leder i Irak, Niels Bundsgaard, citeret i Jyllands-Posten for at have sagt, at irakerne skød først?

»Det har han aldrig sagt. I kan jo ringe til Jyllands-Posten og spørge. Jyllands-Posten bør dementere den historie«. Hvorfor skulle vi gå rundt i ti dage med en helt forkert opfattelse af, hvad der reelt skete?

»Auditørerne var ikke færdige med deres undersøgelse, og jeg havde ikke fået endelige informationer om, at irakerne var ubevæbnede«. Så forsvaret har svigtet dig?

»De arbejder som heste. Skulle vi ikke lige give dem en chance og tage lidt menneskelig hensyn«. Men er de irakiske ofre ikke blevet gjort til skurke herhjemme i de ni dage?

»Nu er der ikke ret mange herhjemme, der kender navnene på irakerne. Altså, jeg ved ikke, hvor meget skurke de har følt sig som«.