Pædofilitjek af nye lærere

Lyt til artiklen

Pædagoger, lærere, fodboldtrænere, spejderførere og andre med ansvar for børn skal tjekkes for tidligere domme for sexovergreb på børn og unge, før de tiltræder. Regeringen er på vej med et lovindgreb på området og vil dermed tvinge ikke mindst de idræts- og spejderorganisationer, der hidtil har afstået fra at bruge strafferegistret. »Det er børn og unge, der bliver gidslerne, når organisationer og foreninger ikke undersøger deres ledere. Det kan vi ikke acceptere, og derfor vil vi ændre lovgivningen. Så det er vigtigt, at foreningerne lokalt bliver ved med at diskutere regler for omgang med børn«, siger kultur- og idrætsminister Brian Mikkelsen. Politisk markering Formanden for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), Søren Møller, er skeptisk. Antallet af overgreb i idrætten bliver ikke mindre på grund af lovgivning, men ved fortsat debat om emnet, mener han: »Jeg er meget overrasket over forslaget. Det virker som en politisk markering uden reel løsning, da det fører en række problemstillinger med sig om straf og skyld«, siger han. Det konkrete lovforslag er endnu ikke udformet, men formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen advarer mod, at tiltaget kan være det første skridt på vejen mod et kontrolsamfund: Lærerforening støtter »Jeg støtter forslaget. Men hvis alle kommende ansøgeres straffeattester skal indhentes, skal man i hvert fald ikke kunne se andre forbrydelser end overgreb mod børn. Vi skal passe på med, at kontrollen ikke fører til at stemple folk for andre forbrydelser, de har gjort for længe siden«, siger han. Regeringen vil også gøre det muligt, at en arbejdsplads bliver underrettet, hvis en ansat på skoler og pasningsinstitutioner bliver dømt for et seksuelt overgreb. Brian Mikkelsen varsler, at udspillet er det første i en række konkrete tiltag mod at forebygge sexkrænkelser i idrætslivet: »Der vil komme flere tiltag snart. Mit mål er, at idrætten skal være en pædofilifri zone, og derfor vil vi fortsætte med en nultolerance politik på området«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her